Ti ting du måske ikke vidste om Fyr Og Flamme
Duoen, der repræsenterer Danmark ved Eurovision, har flere overraskende facts i ærmet om sig selv og hinanden.
Selv om der har været meget snak om duoen Fyr Og Flamme de seneste mange uger, siden de vandt melodigrandprixet, er der stadig flere ting, danskerne måske ikke ved om dem.
Her deler Laurits Emanuel og Jesper Groth ti sjove facts.
1. Laurits har før haft et band, der hed Fyr Og Flamme
– Jeg optrådte på Centralhjørnet i København (værtshus, red.) i en duo, hvor vi hvert år lod folk komme med bud på, hvad vi skulle hedde hele det efterfølgende år.
– Vi har også heddet Cute & Cute og Pølser i Naturtarm, siger Laurits Emanuel.
2. Dansetrin er ikke fastlagte i koreografien
Når Jesper Groth i løbet af sin optræden danser på scenen, er det ikke planlagt, hvad han skal gøre. Han gør det, han føler for på det givne tidspunkt.
– Mine dansetrin ikke er lagt fast. Jeg står med bonderøvsben og danser bare alligevel, afslører han.
3. Portvin er favoritten
– Laurits elsker portvin. Når vi andre tager en kop, tager han hele flasken, siger Jesper Groth.
4. Mormors halskæde med på scenen
Sølvkæden, der glimter om halsen på Jesper Groth under showet, er et arvestykke fra hans afdøde mormor.
– Jeg tog den egentlig med ved lidt af et tilfælde, for jeg har sådan en hel udklædningskasse med forskellige ting. Men den passer godt til kostumet, og det er rigtig dejligt at have noget med hjemmefra, siger han.
5. Udgav første single uden et pladeselskab
– Da vi udgav “Menneskeforbruger”, som er vores første single, gjorde vi det uden at have et pladeselskab i ryggen. Men da vi ret hurtigt fik enormt mange streaminger af nummeret, begyndte pladeselskaberne selv at ringe til os, fortæller Laurits Emanuel.
6. Føler sig sexet med makeup på
– Jeg går med en lille hverdagsmakeup de fleste dage. Jeg bruger pudder, bronzer, highlighter og en spray, der fikserer makeuppen.
– Jeg går på en lidt anden måde, når jeg har makeup på. Jeg synes, det er sexet, siger Jesper Groth.
7. Familie i Bramming og musikalsk makker i København
Laurits Emanuel og hans kæreste har sammen to børn, og for nylig er de flyttet til Bramming i Jylland. Derfor har han en del arbejdsture frem tilbage til København for at lave musik med Jesper Groth.
8. Kim Schumachers gamle jakke og lidt overtro
Den pink jakke, som Jesper Groth bar under det danske grandprix, har tidligere tilhørt den legendariske radio- og tv-vært Kim Schumacher.
Den skal med på scenen igen ved Eurovision.
– Jeg er lidt overtroisk, så jeg vil gerne have det samme på som det, vi vandt i, i København, siger Jesper Groth.
9. Havde et crush på Jesper
Da Laurits Emanuel og Jesper Groth først mødtes og begyndte at lave musik sammen, håbede førstnævnte, at de kunne blive mere end bare musikalske makkere og måske endda venner.
– I starten tænkte jeg, at det var fedt, at jeg kunne få lov til at lave musik med en, jeg så så meget op til. Det var bare fedt at være i nærheden af Jesper.
– Jeg håbede også nogle gange, at en af vores sessions kunne udvikle sig til, at han tog mig med ud, når han skulle drikke øl på Christianshavn med sine venner, siger Laurits Emanuel.
10. Var ved at droppe hinanden
Efter at have lavet musik sammen on-off et stykke tid gik der pludselig tre måneder, hvor drengene ikke så hinanden.
Men så ringede Jesper Groth til Laurits Emanuel.
– Han sagde, at nu syntes han, vi skulle gøre noget ved det. Og så blev vi enige om at give det et ordentligt skud, inden vi lukkede det helt ned. Og det viste sig så at være en god idé, siger Laurits Emanuel.