Tidligere dansk statsminister død
Anker Jørgensen, tidligere statsminister og formand for Socialdemokraterne, er død. Han blev 93 år gammel.
Tidligere statsminister og formand for Socialdemokratiet Anker Jørgensen er død, 93 år gammel. Det skriver Socialdemokraterne i en pressemeddelelse.
Anker Jørgensen sov stille ind omgivet af sine nærmeste, oplyser partiet.
Den tidligere statsminister var formand for Socialdemokraterne fra 1972 til 1987 og statsminister i to perioder fra henholdsvis 1972 til 1973 og fra 1975 til 1982.
– Anker er ikke længere i blandt os. De ord skal vi have tid til at forstå. Det skal have tid til at synke ind. For på tværs af partiskel står Anker som en af de helt store mennesker i det 20. århundredes danmarkshistorie, udtaler formand for Socialdemokraterne Mette Frederiksen.
Mest markante skikkelser i dansk politik
Anker Jørgensen var en af de mest markante skikkelser i dansk politik, hvor hans baggrund som ufaglært lagerarbejder og efterfølgende engagement i arbejderbevægelsen gjorde ham til en meget folkelig politiker.
Han tegnede i høj grad sit parti i perioden som formand og statsminister.
– Ankers indsats for den demokratiske og socialdemokratiske arbejderbevægelse kan ikke undervurderes. Hans resultater. Hans måde at være på. Hans menneskesyn. Igennem hele sit liv var han en utrættelig stemme for at skabe lige muligheder for alle mennesker, skriver Mette Frederiksen.
Anker Jørgensen forventes at blive bisat den 2. april.
/ritzau/