Tidligere X Factor-dommer klar til nyt show
Det populære TV-program Voice Junior bliver sendt på Kanal 5, men de har hentet en garvet dommer fra X-Factor.
Ikke alene kunne Voice Junior præsentere Jacob Riising som ny vært på programmet, men i samme ombæring kunne det populære musikprogram fortælle, at de har det nye dommerpanel på plads.
I flere sæsoner har Joey Moe og Wafande været selvskrevne i dommerstolene, men nu er den tredje og sidste dommer fundet til TV-programmet, der er rykket fra TV2 til Kanal 5. Og her har folkene hos Kanal 5 fundet den helt rigtige kandidat i form af den tidligere X-Factor-dommer Mette Lindberg.
– Voice Junior er noget særligt, fordi det er helt omvendt af, hvordan man normalt møder nye talenter. Det er på en måde mere som langt tilbage i tiden, hvor man sendte et demobånd uden video, og pladeselskabs-typer KUN kunne lytte og blive draget af stemmen. Det er faktisk magisk, og derfor kunne jeg jo heller ikke sige nej til at være med, siger den nye Voice Junior-coach og forsætter:
– Jeg glæder mig helt vildt til at finde og guide de nye unge sangstjerner og tage plads i den knaldrøde læderstol mellem Joey og Wafande. Vi ser meget frem til at møde masser af talentfulde børn og unge – og for øvrigt, hvis man ikke har meldt sig til casting endnu, så kan man heldigvis stadig nå det! lyder opfordringen fra Lindberg.
Programmet vil i løbet af foråret 2019 få premiere om lørdagen.