Tiger Woods i ny voldsom nedtur
Hårdt ramt efter ulykken tirsdag
-Det er yderst heldigt, at Tiger Woods har overlevet denne ulykke.
Det fastslår betjenten Carlos Gonzalez, som var den første, som nåede frem til den smadrede ulykkesbil, hvor goldstjernen sad fastklemt.
Ulykken fandt sted i Los Angeles tirsdag, hvor Tiger Woods angiveligt kom kørende med alt for høj fart og mistede herredømmet over bilen.
Ifølge Gonzalez var det bilens airbags, som reddede Tiger Woods liv.
Adskillige brud
Lægerne på hospitalet som natten til onsdag opererede Tiger Woods oplyser, at han havde adskillige brud på underbenet. Der er nu opereret skinner ind, som skal fastholde knoglerne.
Et opslag på Tiger Woods Twitterkonto oplyser, at Woods er vågen, kan svare på spørgsmål og er ved at komme sig efter operationen.
Der venter et golfstjernen en lang periode med genoptræning, og det er endnu uvist, om han nogensinde kommer til at spille golf på et professionelt plan igen.
Mange nedture
I det hele taget har Tiger Woods liv været præget af voldsom turbulens i de senere år. Nedtur har fulgt nedtur.
Ulykken tirsdag er således den tredje, hvor politiet har været involveret.
I 2009 torperede han en brandhane og endte bagefter i et træ. Dette uheld blev i øvrigt starten på afsløringerne af de mange affærer, han havde haft kørende i årevis. En skilsmisse og et massivt forbrug af alkohol og medicin fulgte.
I maj 2017 fandt politiet i Florida Tiger Woods snorksovende i sin bil, som holdt skævt parkeret ved vejsiden. Han blev tiltalt for at have kørte med sløvende medicin i blodet. Pillerne havde han angiveligt taget på grund af smerter i ryggen.
Opereret ni gange
Den engang så feterede goldstjerne er bestemt ikke ukendt med at ligge på operationsbordet. Han er blevet opereret fem gange i ryggen og fire gange i det venstre knæ.
-Jeg håber bare, at han kommer ud af hospitalet i en tilstand, hvor han kan lege med sine børn og have et normalt liv. Hans krop har været gennem mere end nok, lyder det fra Jon Rahm, der ligger nummer to på verdensranglisten.
Der er umiddelbart ikke noget, som tyder på, at Tiger Woods var påvirket af alkohol, da han kørte galt tirsdag.