Tilbage efter kræftsygdom
Lars Høgh, der missede seneste landsholdssamling grundet tilbagefald i sygdom, er tilbage som målmandstræner
Målmandslegenden og træneren Lars Høgh er tilbage i landsholdslejren forud for de kommende VM-kvalifikationskampe.
Da landsholdet senest var samlet for en måned siden, var det uden målmandstræner Høgh, da fynboen havde fået et tilbagefald i sin kræftsygdom.
Men nu er Høgh tilbage i lejren i Helsingør, hvor der mandag både er presseseance og træning.
På herrelandsholdets Instagram-konto er mandag eftermiddag publiceret et billede af Lars Høgh fra Marienlyst Strandhotel, hvor holdet er samlet.
I 2018 fik Høgh konstateret livstruende kræft i bugspytkirtlen, og i første omgang lykkedes det at fjerne den med kemoterapi og en operation.
Kom tilbage til landsholdet
Året efter blev han ramt af et tilbagefald, men han kom igen på højkant og forlængede i sommeren 2020 sit samarbejde med DBU efter Kasper Hjulmands tiltrædelse som landstræner.
Den 62-årige Lars Høgh opnåede i sin aktive karriere hele 817 klubkampe i OB, som han vandt tre mesterskaber med. Han blev fem gange kåret som årets målmand i Danmark.
Derudover fik han otte A-landskampe for Danmark.
Høgh har siden 2007 været tilknyttet det A-landshold i en trænerrolle. Han arbejder ved siden af i Brøndby IF.
I de kommende otte dage er fokus på landsholdet, der møder Moldova på udebane lørdag og Østrig i Parken næste tirsdag.