Tilliden til kongen styrtdykker
En række handlinger af den hollandske kongefamilie får institutionens popularitet til falde ganske betragteligt.
Hammeren falder prompte fra folket, når deres konge kvajer sig. Det må den hollandske monark, kong Willem-Alexander, sande. Ifølge en måling lavet af analyse-virksomheden Ipsos er kongens popularitet blandt befolkningen under corona-pandemien faldet fra 76 procent i april til her i december blot at ligge på 47 procent.
Det skriver mediet Royal Central.
Artiklen fortsætter under videoen
Men kong Willem-Alexander har også af flere omgange været genstand for ballade, mens Holland har været mere eller mindre lukket ned og befolkningen levet under strenge restriktioner.
Han kom blandt andet under kraftig beskydning, da han og dronning Maxima under en ferie i Grækenland blev afbilledet sammen med en restaurant-ejer i en situation, hvor der med alt tydelighed ikke blev taget hensyn til den sociale distance.
Kort forinden havde han købt sig en ny speedbåd til den nette sum af to millioner euro.
Begge hændelser faldt mange for brystet og kongen blev beskyldt for midt under pandemien ikke at vise solidaritet med sit folk.
Helt galt gik det, da hele den kongelige familie i oktober måned hoppede ombord på et regeringsejet fly og igen drog på ferie i Grækenland. Det skete umiddelbart efter den hollandske regering havde frarådet alle at foretage ikke-nødvendige rejser ud af landet.
Det skabte voldsom røre og kongen og dronningen besluttede sig for straks at afbryde ferien og returnere til Holland. Det kom dog frem, at de havde efterladt deres to ældste døtre i det græske ferieparadis.
Efterfølgende undskyldte kongeparret for deres opførsel i en videooptagelse.
Af Ipsos analysen fremgår det, at 75 procent af de adspurgte kalder kongefamilien oktoberferie for direkte uklog ligesom 70 procent fortæller, at deres forhold til kongefamilien har fået alvorlige ridser i lakken.
Han har fået lidt at arbejde med den gode kong Willem-Alexander.