BREAKING: Minister er gravid

Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen er gravid

Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen er forhindret i at deltage i OL, fordi hun er gravid.
Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen er forhindret i at deltage i OL, fordi hun er gravid.
Udgivet Opdateret

Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) er gravid. Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Ministerens lykkelige omstændigheder får blandt andet betydning for hendes rejseaktiviteter - herunder deltagelsen ved det kommende OL.

I Danmark anbefaler myndighederne ikke, at gravide vaccineres, og derfor er Joy Mogensen ikke blevet vaccineret mod coronavirus.

Derfor forsøger hun at begrænse sin rejseaktivitet, og hun kommer ikke til at deltage ved OL i Japan.

Der arbejdes ifølge Kulturministeriet på at afklare, om et andet medlem af regeringen kan deltage ved OL.

Mistede ufødt datter

Joy Mogensen måtte i oktober 2019 med sorg meddele, at hun fødte en datter, der ikke var i live.

I et opslag på Facebook fortæller ministeren, at det minde gør den kommende tid speciel:

- Tabet af min datter kort før termin for halvandet år siden gør, at jeg går den kommende tid i møde med lige dele håb og ængstelse, skriver Joy Mogensen.

- Jeg beder derfor om forståelse for, at min graviditet er et følsomt spørgsmål, som jeg ikke ønsker at sætte mange flere ord på i offentligheden.

Barsel ikke offentliggjort

Det er ikke oplyst, om der er planlagt et tidspunkt for, hvornår Kultur- og Kirkeministeriet skal have en barselsvikar i ministerstolen. Joy Mogensen har termin ved årsskiftet, oplyser Kulturministeriet.

Ved seneste graviditet var den daværende udviklingsminister Rasmus Prehn (S) vikarierende kulturminister, mens transportminister Benny Engelbrecht (S) passede kirkeminister-posten.

Det står endnu ikke klart, hvem der vil vikariere ved denne graviditet, der ligesom i 2019 er et resultat af kunstig befrugtning.

Det er langtfra uvant for statsminister Mette Frederiksen (S) at udpege barselsvikarer i sin regering.

Blandt andre finansminister Nicolai Wammen (S) og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har været på barselsorlov.

Powered by Labrador CMS