Tinka-stjerne sad fanget i julen

Josephine Chavarria Højbjerg elsker sne, men det kan også blive for meget. For tredje gang er hun aktuel i julekalenderen om nissepigen Tinka på TV 2

Udgivet Opdateret

Hvert år er der store forventninger til vejrguderne juleaften. Det føles helt magisk, når små snefnug daler ned over byens tage og beklæder dem med et tyndt lag hvide krystaller.

Josephine Chavarria Højbjerg, der spiller Tinka i dette års julekalender fra TV 2, "Tinka og sjælens spejl", drømmer også om en hvid jul hvert eneste år.

- Hvis det skal være rigtig-rigtig jul, skal der være sne, og jeg skal kunne kælke. Jeg elsker at kælke, siger hun og griner.

Elsker sne og jul

Det er dog ikke altid, at ønsket bliver indfriet.

- Jeg elsker jul, uanset om der er sne eller ej, for julen er jo bare fantastisk.

- Men når man står op, og der er sne udenfor - det er jo det hyggeligste nogensinde, siger Josephine Chavarria Højbjerg.

Det kan dog også blive for meget af det gode. Den 19-årige skuespillerinde er født og opvokset på Bornholm, og her bor også en stor del af hendes familie. Familien plejer at holde jul hos hendes mormor og morfar.

Strandede hjemme

- Dengang boede de ude på landet, og der lå sindssygt meget sne. Vi kørte alle gaverne, maden og juletræet ud til dem, så det var klar til juleaften, og så tog vi hjem til os selv, siger Josephine Chavarria Højbjerg.

Det skulle familien dog ikke have gjort. Det begyndte nemlig at sne endnu mere.

- Der var for meget sne. Vi sad derhjemme og kunne ikke komme ud til dem. Vi strandede hjemme hos os selv uden mad, gaver eller noget som helst. Det var virkelig mislykket, siger hun.

Høje forventninger

Det har dog ikke sat nogen spor i Tinka-stjernen, der hvert år håber på sne til juleaften.

- Jeg har høje forventninger hvert år. Men det er sjældent, de bliver indfriet. Det er ikke godt med den sne dér, siger hun.

Det er tredje gang, Josephine Højbjerg indtager rollen som nissepige i Tinka-universet.

Den første sæson, "Tinkas juleeventyr", rullede over skærmene i 2017.

Josephine Chavarria Højbjerg synes først, det er helt rigtig jul, når den er hvid, og hun kan kælke. I år spiller hun igen hovedrollen i TV 2's julekalender om nissepigen Tinka. (Arkivfoto).
Josephine Chavarria Højbjerg synes først, det er helt rigtig jul, når den er hvid, og hun kan kælke. I år spiller hun igen hovedrollen i TV 2's julekalender om nissepigen Tinka. (Arkivfoto).

JOSEPHINE CHAVARRIA HØJBJERG

Josephine Chavarria Højbjerg er en dansk skuespiller med rødder i Costa Rica. Josephine har haft roller i flere kendte tv-serier og film.

Gennem DR er hun blandt andet kendt fra Pendler Kids og senere fik hun hovedrollen i TV 2-julekalenderen Tinka

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS