Mere end 5000 indlagt med corona

Antallet af personer, der har været indlagt med coronavirus, er nu over 5000.

Mere end 5000 personer har eller er indlagt med coronavirus. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Mere end 5000 personer har siden slutningen af februar været indlagt på et af landets Covid-19-afsnit. Det står klart med fredagens opdatering af de essentielle coronavirustal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det seneste døgn er nemlig yderligere 39 nye blevet indlagt efter at være blevet smittet med coronavirus. Det samlede antal indlæggelser siden overvågningen af virus begyndte 27. februar har nået præcis 5038, skriver SSI.

Ved opgørelsen af de nye tal er antallet af indlagte 254. Af dem er 46 på intensiv afdeling på grund af svære coronavirus-forløb. De 29 af dem får hjælp til at trække ilt i lungerne med en respirator. I alle tre tilfælde er det højere end torsdag.

En del af de danske indlæggelser er såkaldt korte indlæggelser. Det vil sige en person med Covid-19 har været indlagt under 12 timer i træk. Det gjaldt tirsdag, da de underliggende tal blev offentliggjort, for 618.

Nye smittede

Fredag er antallet af nye smittetilfælde noteret som 1323. Det er en fortsættelse af den tendens, der har vist sig at være et stabilt niveau. Danmark tester dagligt omtrent mellem 70.000 og 80.000 personer for Covid-19, og de dage der testes flest, findes der generelt flere tilfælde.

Det seneste døgn er der udført test på 84.409 personer. Af dem har 18.293 været personer, der er blevet podet for første gang. I alt er 3.383.120 personer i Danmark blevet testet for coronavirus. Der er blevet udført 7.211.461 tests. Altså testes flere mere end en gang.

På et pressemøde torsdag sagde sundhedsminister Magnus Heunicke, at der skrues op for testkapaciteten. SSI åbner i begyndelsen af december et nyt testlaboratorium ved Aarhus Universitetshospital i Skejby.

816 personer er døde med Covid-19 siden det første smittetilfælde blev fundet 27. februar. De seneste dage har været med daglige coronadødsfald, der nærmer sig to cifre. Mellem torsdag og fredag er yderligere fem døde.

Powered by Labrador CMS