To nye eksperter i Luksusfælden
Manja Hansen og Ilyas Dogru bliver en del af ekspertholdet, der allerede tæller Kenneth Hansen, Mette Reissmann og Louise Frost
Det populære TV3-program "Luksusfælden" fik sidste uge sat gang i sin 33. sæson.
Her trådte de velkendte eksperter Kenneth Hansen, Mette Reissmann og Louise Frost igen ind i danskernes hjem for at forsøge at løse deres økonomiske problemer.
To nye ansigter
Men i løbet af sæsonen vil to nye ansigter stå klar til at forsøge at løse budgetter og lave aftaler med kreditorer.
Manja Hansen og Ilyas Dogru tilslutter sig nemlig ekspertholdet i "Luksusfælden". Det oplyser Viaplay i en pressemeddelelse.
Økonomichef og chefkonsulent
Manja Hansen er uddannet revisor fra CBS og er til dagligt økonomichef hos GodEnergi.
Hendes meddebutant i programmet Ilyas Dogru er forbrugerøkonom og chefkonsulent hos FDM.
Han er desuden tidligere ansat hos Forbrugerrådet TÆNK.
For 55.000 kroner fastfood
"Luksusfælden" sæson 33 er som sagt allerede godt i gang.
I det første afsnit af denne sæson kan man følge eksperterne hjælpe Daniel, der på et år har brugt 55.000 kroner på fastfood.
Tirsdag kommer eksperterne i aktion på skærmen igen, når afsnit to af sæson 33. af "Luksusfælden" sendes klokken 20.00 på TV3 eller Viaplay.

