Tobias har mistet et stykke dansk klenodie: Nu vil han gerne have det tilbage
Tobias Nielsen har mistet en rekvisit, der er ham utrolig kær - og repræsenterer noget af det største inden for dansk filmskat.
Poul Bundgaard som Kai Buhmann i Midt om Natten er en af den slags roller, som man bare ikke glemmer. I den svært populære 80’er-film mobbes politikeren på det groveste af den frisindede Benny, der indspiller sangen “Fars Gris”.
I filmen hænger en spiseseddel, der er fremstillet som en af Ekstra Bladets, uden for den kiosk, som Ove Sprogøe bestyrer. En af de plakater, der blev brugt i filmen, ejer 21-årige Tobias Kjær Nielsen fra Nordjylland. Men han har den bare ikke længere – den er blevet stjålet, skriver Ekstra Bladet.
Til Newsbreak.dk fortæller Tobias, at det er en måneds tid siden, hans indrammede spiseseddel forsvandt i forbindelse med en flytning i København. I alt nåede han at have den i sin besiddelse i tre måneder.
– Den har været med mig på sygehuset og alt muligt. Det er så ærgerligt, for der er så meget dansk historie i den spiseseddel. Det er jo Balling, Bahs og ikke mindst Kim Larsen. Nu er Kim Larsen jo lige død, og jeg vil virkelig gerne have den tilbage, siger en tydeligt berørt Tobias til Newsbreak.
Spiseseddelen er produceret i flere eksemplarer, og de har gennem tiden skiftet hænder mange gange. Selv har filminteresserede Tobias købt sin af en, der har skaffet den direkte fra Nordisk Film, der producerede Midt om Natten.
Under indflytning i en lejlighed ved Gammel Kongevej på Frederiksberg stod der en del sager nede på gaden, og pludselig går det op for Tobias, der har taget en taxa til lejligheden med sine sager, at spiseseddelen er væk.
– Jeg har naturligvis ringet til taxaselskabet, for jeg troede, den var glemt der, men det er den altså ikke. Jeg har ingen idé om, hvad der er sket. Jeg ved dog, at den må være blevet taget, siger Tobias til Newsbreak.
Han gør opmærksom på, at forsvindingssagen er meldt til politiet, men Tobias håber da faktisk, at der er tale om en misforståelse. Derfor ser han helst, at den, der er i besiddelse af spiseseddelen, henvender sig til ham.
– Måske er den ikke så let at sælge nu, når der kommer så meget opmærksom omkring den.