Tony Blair hædres af dronningen
Den tidligere britiske premierminister bliver ifølge BBC fremover kendt som Sir Tony
I forbindelse med årsskiftet er den tidligere britiske premierminister Tony Blair blevet udnævnt til hosebåndsridder, hvilket rangerer som den højeste britiske civile og militære ære, som kan opnås i kongeriget.
Den tidligere britiske premierminister bliver ifølge BBC fremover kendt som Sir Tony.
Tony Blair var Storbritanniens premierminister fra 1997 til 2007.
Det er dronning Elizabeths eget personlige valg, hvem der æres med en adelstitel fra den særlige ridderorden, som blev grundlagt af kong Edward den 3. - formentligt i 1343 eller 1344 - til støtte for hans forsøg på at blive konge af Frankrig.
Hjalp efter Dianas død
Tony Blair tilskrives æren for, at dronning Elizabeth og den royale familie ikke endte i total miskredit hos den britiske befolkning, da prinsesse Diana omkom i en trafikulykke i Paris.
I første omgang trak familien sig helt tilbage, hvilket blev tolket som arrogance og ufølsomhed af befolkningen.
Tony Blair kunne se optrækket til en direkte royal krise, hvis ikke dronningen og kronprins Charles offentligt udtrykte sorg over den populære Dianas død.
Han rådgav dronningen og fik reddet den royale familie fra en krise af hidtil uset karakter .
Måske dronningen Elizabeth har haft dette forløb med i tankerne i forbindelse med udnævnelsen.
Camilla også hædret
Camilla, hertuginde af Cornwall og hustru til den britiske tronfølger, prins Charles, tager også plads i ordenen. Dette skal ifølge BBC opfattes som en påskønnelse af hendes status i kongefamilien.
Ifølge overleveringen ville kong Edward den 3. genoprette Ridderne af Det Runde Bord.