TopGunn: Derfor er jeg den bedste
Rapperen TopGunn har et heftigt bagkatalog, men selv er han gladest for en sang om Nik og Jay.
Rapperen TopGunn har hittet med numre som “Kongens Have” og “Tilbud” og har i en årrække været blandt de mest populære danske artister. Men hvis han selv skal vælge, hvilket nummer der er hans bedste, så er han rigtig glad for en sang om to andre hitmagere.
Artiklen fortsætter under videoen
Hvilken sang er din bedste?
– Det skifter lidt fra sæson til sæson, men i øjeblikket synes jeg, at den sang, der hedder “Nik & Jay”, er sjov, for den får os ud at spille og bringer en masse sjove oplevelser med sig.
Hvor kom inspiration til sangen fra?
– Det er simpelthen bare en hyldest til Nik og Jay. Legenderne. Og det var en sjov dogme at lave en version af en legendarisk sang, der er 20 år gammel. Vi (TopGunn og Benjamin Hav, red.) sad i studiet og syntes, vi fik en sjov idé.
– Jeg har altid syntes, at Nik og Jay var fede. Det er ikke sådan, at jeg har haft fanplakater hængende derhjemme, men jeg synes, de laver fed og festlig musik, som er den genre, jeg godt kan lide. Da jeg var på sodavandsdiskotek, sang alle jo med på “Nik og Jay-ay-ay”.
Stadig den bedste
Hvordan er den at optræde med live?
– Fucking fed, for folk synger med og synes, den er sjov. Det er en simpel sang, den er ikke så kompliceret, som resten af livet kan være. Man kan bare synge og danse.
Hvad har den betydet for din karriere?
– Folk er vilde med den, og det betyder jo, at man bliver inviteret ud for at spille den. Den har betydet, at jeg stadig er en af Danmarks største rappere. Og i hvert fald den bedste.