Tørlagt Robbie Williams: -Jeg tænker stadig på stoffer
Den albumaktuelle sanger Robbie Williams fortæller, at han fortsat lider af angst og tænker på stoffer.
Til trods for sangeren Robbie Williams verdensomspændende succes har hans liv dog også været præget af misbrug og depressioner.
Det fortæller den 42-årige tidligere Take That-sanger i et nyt interview til det britiske medie The Sun. Her afslører Robbie Williams også, at selv om det ustabile liv for længst er lagt på hylden, så spøger fortiden stadig.
– Jeg har ikke lyst til at drikke, og jeg vil ikke tage kokain. Jeg er meget tilfreds med, at jeg ikke tager kokain, men jeg tænker stadig på ecstasy, siger Robbie Williams ifølge The Sun.
Nyt album til november
“Angels”-kunstneren er netop aktuel med sit 11. album “Heavy Entertainment Show”, som forventes at blive udgivet til november.
Udgivelsen af det nye album medfører også flere bekymringer hos Robbie Williams, der håber på, at publikum vil synes godt om hans nye musik.
– Jeg ønsker, at mit album bliver en succes, og at jeg bliver elsket og værdsat under min turné. Ofte sker det modsatte, og hadet kommer frem, hvilket man ikke kan kæmpe mod, fortæller Robbie Williams ifølge The Sun.
Robbie Williams har netop udgivet singlen “Party Like A Russian”, der stammer fra det nye album.
Musikvideoen til nummeret har skabt stor debat i flere russiske tabloidaviser, og ifølge The Guardian antyder flere medier i Rusland nu, at sangeren ikke længere er velkommen i landet.
Se den nye musikvideo, der også er en forsmag på Williams’ kommende album her:
/ritzau/FOKUS