Trætte guldvindere fik liv af hyldest

Der var aldrig nogen tvivl i finalen, men mandag eftermiddag blev håndboldheltene hyldet i København.

Offentliggjort Sidst opdateret

De danske håndboldherrer er i dag taget fra Herning til København for at blive hyldet på Rådhuspladsen i København. Danmark imponerede og tryllebandt hele nationen, da de søndag vandt verdensmesterskabet i håndbold ganske suveræn vis foran 15.000 tilskuere i Herning.

Men hvor det gik stærkt i finalen, foregik ankomsten til Rådhuspladsen i et andet, mere afslappet tempo. Det var der dog en god grund til, da guldvinderne har haft travlt med at fejre medaljerne det seneste døgn.

Selv om spillerne efter mange timers fejring lignede forvoksede, bagstive konfirmander efter blå mandag, så boblede euforien fortsat under de rødhvide trøjer med guldskrift.

– Jeg står og niver mig selv i armen og tænker, om det er virkeligt, det der foregår. Men det er det, og det er helt vanvittigt, lød det fra playmaker Rasmus Lauge.

Den følelse kan målvogter Jannick Green godt genkende.

– Man bliver lidt tom for ord. Hold kæft en fuldstændig vanvittig modtagelse. Vi havde forstået, at det var stort, og at folk så vores kampe, men at de møder op en mandag aften på Rådhuspladsen, det er fuldstændig sindssygt, sagde han.

Spillerne lagde ikke skjul på, at måltiderne fra søndag aften og langt hen ad mandag morgen overvejende havde været våde varer.

Derfor var de berømte rådhuspandekager også kærkomne for de fleste, da Frank Jensen erklærede buffeten for åben.

– Hold kæft jeg er sulten, brummede landstræner Nikolaj Jacobsen, da han stillede op til endnu et interview, mens hans øjne spejdede i retning af pandekagerne, der var placeret bag den side, hvor familiemedlemmerne var mødt talstærkt frem.

Flere finalenederlag er glemt

Tre gange tidligere har Danmark været i finalen ved VM, men alle tre endte med nederlag. Mange af de nuværende spillere var med til at tabe de to seneste i 2011 og 2013, mens den tredje sølvmedalje kom i 1967. Forbandelsen er dermed brudt, og pokalskabet, som i forvejen tæller EM-guldmedaljerne i 2008 og 2012 samt OL-guldet i 2016, er nu omsider fuldendt.

En gylden håndboldgeneration anført af Mikkel Hansen, Niklas Landin og Rasmus Lauge (som dog missede OL i 2016 med en skade) har nu hentet de største titler, der er at vinde i sporten.

Ubesejret trods skader

På trods af skader til flere nøglespillere undervejs gik Danmark ubesejret igennem turneringen med ti sejre i ti kampe.

Danmark gik ind til finalen som favorit mod Norge, som for anden gang i turneringen kom op imod overmagten.

I den sidste kamp i gruppespillet vandt Danmark med 30-26 over Norge. Og i finalen var der endnu større klasseforskel.

Mandag eftermiddag blev holdet hyldet foran rådhuspladsen.

Powered by Labrador CMS