Tre kvinder fortæller alle samme forfærdelige historie om magtfuld kendis
Nye anklager mod den vanærede filmproducent lyder blandt andet på overfald, overgreb og frihedsberøvelse.
Beskyldninger mod den amerikanske filmproducent Harvey Weinstein om seksuelle overgreb hober sig op.
Fredag har yderligere tre skuespillerinder lagt sag an mod Harvey Weinstein, der tidligere var blandt Hollywoods mest magtfulde personer.
En af kvinderne, Melissa Thompson, siger, at Harvey Weinstein forsøgte at voldtage hende i forbindelse med et møde i 2011.
De to andre skuespillerinder er Caitlin Dulany og Larissa Gomez.
Ifølge Caitlyn Dulany udsatte filmproducenten hende for “overgreb, trusler og frihedsberøvelse”. Først gang i hendes egen lejlighed i 1996 og året efter under filmfestivalen i Cannes.
Det fremgår af anklageskriftet.
Flere fortæller samme historie
Dulany er ikke den eneste, der anklager Harvey Weinstein for frihedsberøvelse.
Også Larissa Gomez siger, at han “holdt hende fanget på hans hotelværelse”, hvor han “truede og overfaldt hende”.
Skuespillerinderne opfordrer andre ofre til at stå frem og slutte sig til deres søgsmål.
– Vi fortjener at leve i en verden, hvor personer, der misbruger deres magt, stilles til ansvar. Stå frem og sig noget. Tiden er inde til at sige, at nok er nok, lyder opfordringen fra Melissa Thompson.
Op mod 100 kvinder har beskyldt Harvey Weinstein for forskellige lovovertrædelser, heriblandt sexchikane, overgreb, overfald og voldtægt.
Blandt kvinderne er verdensberømte filmstjerner som Salma Hayek, Gwyneth Paltrow, Rose McGowan og Angelina Jolie.
Sagen kickstartede bølge af fortællinger
De første beskyldninger mod ham kom frem i 2017, da The New York Times og The New Yorker skrev, at en lang række kvinder anklagede ham for seksuelle overgreb.
Det udløste en bølge af yderligere anklager mod filmmageren.
Opmærksomheden omkring Harvey Weinstein skabte den store #MeToo-bølge, der siden har skabt opmærksomhed om seksuel chikane i flere faggrupper verden over.
De mange beskyldninger har lagt Weinsteins karriere i grus.
Fredag i sidste uge meldte Harvey Weinstein sig selv hos myndighederne. Han blev siden løsladt mod en kaution på en million dollar og udstyret med en gps-fodlænke. Desuden har han måttet aflevere sit pas.
Onsdag blev han af en storjury ved en distriktsdomstol på Manhattan i New York tiltalt for seksuelle overgreb, deriblandt voldtægt, på to kvinder.