Trine Dyrholm skal spille afdød sangerinde
En ny film fortæller historien om sangerinden Nicos sidste leveår, som var præget af et heroinmisbrug.
Den danske skuespillerinde Trine Dyrholm skal spille afdød sangerinde. Hun kan derfor snart skrive en filmrolle som kultsangerinden Nico på sit lange CV.
I følge amerikanske medier har Trine Dyrholm fået hovedrollen i filmen “Nico, 1988”, som portrætterer de sidste år af sangerindens liv. I de år kæmpede hun med et heroinmisbrug og med at opretholde sin solokarriere.
Kendt for samarbejde med Andy Warhol
Nico er mest kendt for sit samarbejde med multikunstneren Andy Warhol og Velvet Underground i 1960’erne.
Hun døde pludseligt i en alder af 49 år, og ganske få kender historien om de sidste år af hendes liv, siger den italienske instruktør Susanna Nicchiarelli.
– De fleste mennesker tror, som Andy Warhol engang sagde, at efter hendes oplevelser med Velvet Underground og The Factory – og efter at hun havde haft sex med de fleste rockstjerner i de år – blev Nico simpelthen en “fed junkie” og forsvandt, siger hun.
– Men er det virkelig sådan, det gik?
Susanna Nicchiarelli vil med filmen forsøge at kaste lys over, hvad der rent faktisk skete med Nico, efter at glamouren havde lagt sig.
Dyrholm opfører nogle af sangene
Hele filmen er inspireret af Nicos musik og sangtekster. Trine Dyrholm, som selv har udgivet flere album, vil igennem filmen opføre nogle af Nicos sange fra perioden.
Ud over Trine Dyrholm, som tidligere i år vandt en Sølvbjørn for sin rolle Anna i Thomas Vinterbergs film “Kollektivet”, spiller også den rumænske skuespillerinde Anamaria Marinca og britiske Karina Fernandez med.
Optagelserne til “Nico, 1988” vil begynde i Italien 7. november. Herefter vil optagelserne flytte til Belgien og Tyskland.
Nico hed i virkeligheden Christa Päffgen og blev født i den tyske by i Köln. Hun døde i 1988 under en ferie med sin søn Ari på middelhavsøen Ibiza.
/ritzau/