Trods Bagedyst-exit: Dommer har stadig fingrene i dejen
Selv om Mette Blomsterberg ikke længere er dommer i Den store bagedyst, kan hun ikke slippe programmet helt.
Det var en større katastrofe, end når chokolademoussen skiller, da Mette Blomsterberg i midten af januar kunne afsløre, at hun ikke vender tilbage som dommer i det folkekære program Den store bagedyst.
Men ifølge hende selv og hendes to kolleger, Jan Friis-Mikkelsen og Timm Vladimir, så kommer Mette Blomsterberg ikke til at kunne holde fingrene fra næste sæson alligevel.
– Jeg tror faktisk, det er mig, der ved mest om den næste sæson lige nu, røber Blomsterberg og griner.
Den populære konditor kigger nemlig stadig holdet bag programmet over skulderen for lige at se, hvad der skal ske i den næste sæson, hvor hun ikke skal stå som dommer, mens Vladimir og Friis-Mikkelsen begge pænt venter, til de rent faktisk må få at vide, hvad der skal ske.
Så selv om Mette Blomsterberg har sagt farvel til bagekonkurrencen, er hun ikke helt klar til at klippe navlestrengen en gang for alle, hvilket både Timm Vladimir og Jan Friis-Mikkelsen faktisk er glade for.
Mærkeligt at undvære Blomsterberg
De er nemlig ikke i tvivl om, at det bliver mærkeligt at skulle undvære Blomsterberg, når optagelserne til næste sæson går i gang til sommer.
– Men Mette er jo sindssygt nysgerrig. Så der kommer ikke til at gå særlig lang tid, før optagelserne er startet, til hun begynder at spørge, hvordan det går med den nye sæson, forudser Jan Friis-Mikkelsen.
Indtil videre har holdet bag Den store bagedyst ikke meldt ud, hvem der skal tage Mette Blomsterbergs plads i dommerpanelet fremadrettet.
Danmarks Radio havde spurgt indehaver af det legendariske konditori La Glace i København, Marianne Stagetorn Kolos, om hun ville være dommer. Det takkede hun nej til, skriver Billed-Bladet.
/ritzau/FOKUS