Trods grimme rygter: Royal bryllupsdag
Fredag kan Sveriges konge og dronning, der har holdt sammen gennem hårde rygter, fejre bryllupsdag nummer 44.
Som så mange andre olympiske lege gennem historien bragte OL i 1972 folk fra hele verden sammen.
Blandt dem var Sveriges regentpar, kong Carl Gustaf og dronning Silvia, som fredag kan fejre deres 44-års bryllupsdag.
Dronningen, der har tysk-brasilianske rødder, var dengang 28 år og bar det borgerlige navn Silvia Renate Sommerlath.
Hun arbejdede som tegnsprogstolk i den olympiske by München og senere som en slags vært ved de olympiske lege, mens den 26-årige daværende kronprins besøgte legene for at følge med i de svenske udøveres medaljejagt.
De to mødtes og tog fra München som forelskede.
Noget helt specielt
Kong Carl Gustaf har ifølge det britiske medie Hello! Magazine senere beskrevet mødet som noget helt specielt.
– Da jeg mødte hende for første gang, sagde det klik, og siden da har det fortsat med at klikke mellem os, sagde kongen ifølge mediet.
I 1973 døde hans farfar, kong Gustaf VI Adolf, og den unge svenske kronprins, hvis far år forinden var død i et flystyrt, blev hevet op på Sveriges kongetrone og fik det officielle navn kong Carl XVI Gustaf.
Der skulle dog gå næsten tre år, før Silvia Sommerlath kunne kalde sig dronning af Sverige.
Parret blev forlovet i marts 1976, og tre måneder senere – 19. juni 1976 – giftede de sig i Storkyrkan i den svenske hovedstad, Stockholm.
Ind i kirken trådte tysk-brasilianske Silvia Sommerlath og ud trådte svenske dronning Silvia.
– Inden bryllupsnatten skulle jeg aflevere mit pas, og det var et stort skridt. Efter brylluppet var jeg svensker, sagde dronningen i 2006 til tidsskriftet Gringo.
Præcis 34 år senere blev parrets første barn, kronprinsesse Victoria, gift med sin mand, prins Daniel. De to royale ægtepar deler dermed bryllupsdag.
På stripklub
Dronning Silvia og kong Carl Gustafs ægteskab har varet ved i medgang og modgang.
I 2011 kom kongen i uføre, efter at han i et interview med det svenske nyhedsbureau TT forsøgte at dementere rygter om, at han havde gæstet en del forskellige stripklubber.
– Det kommer an på, hvad man mener med strip- eller sexklub. Det er et ganske vidt begreb, sagde kong Carl Gustaf til nyhedsbureauet.
Helt anden kaliber
Omkring samme tid blev parret ramt af nye rygter – dog af en helt anden kaliber.
Ifølge den svenske avis Aftonbladet skulle dronning Silvia have ført en “lobbykampagne” for at skjule detaljer om, at hendes far, tyske Walter Sommerlath, havde overtaget en jødisk ejet fabrik under anden verdenskrig.
Fabrikken blev angiveligt brugt som en del af tyskernes krigsmaskine, og faren var angiveligt aktiv nazist.
Dette benægtede dronningen at have kendskab til.
– Alt dette er kommet som en nyhed for mig og mine brødre. Vores far berettede aldrig noget om den her tid, og vi børn spurgte heller ikke til det, sagde dronningen i 2011 til avisen Göteborg-Posten.
Regentparret har tre børn.
I 1977 fik de kronprinsesse Victoria, der står til at overtage tronen efter sin far. Carl Philip kom til verden i 1979, og i 1982 blev prinsesse Madeleine født.