Trolls får endnu en tur i Hollywood

Der er en efterfølger på vej til den populære Trolls-film.

Trolls 2 ventes at få premiere i 2020. Foto: PETER NICHOLLS/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Animationsfilmen ’Trolls’, hvis karakterer og univers bygger på træ- og vinyldukker skabt af nordjyske Thomas Dam i 30’erne, får igen en tur på det hvide lærred.

Det skriver DR Nordjylland.

Også planer om en tv-serie

Trolls, der havde premiere i efteråret, har på verdensplan solgt biografbilletter til en værdi af 2,4 milliarder kroner, og filmselskabet Universal Dreamworks Animation har nu afsløret, at en 2’er vil være klar til visning i april 2020.

Derudover er der også planer om en tv-serie, oplyser Calle Østergaard, direktør for Dam Things A/S, som distribuerer rettighederne.

– Dreamworks har fået det indtryk, at det univers som troldene er en del af er bæredygtigt, og at der er en god interesse fra børnene for både at kunne se filmen og at komme i kontakt med universet igennem eksempelvis legetøj, siger han til DR Nordjylland.

– Jeg tror, det bliver rigtig godt. Der er gode muligheder for, at det bliver en kanon succes, fortsætter Calle Østergaard.

Karaktererne i den nye Trolls-film vil ligesom den første få lagt stemmer til af amerikanske Justin Timberlake og Anna Kendrick.

Powered by Labrador CMS