Trykket er lettet hos 'Mø'

Sangeren har fået det langt bedre, efter hun for et par år siden var ramt af stress, melder hun ud

Offentliggjort

Man siger, at musik er følelsernes sprog.

Og for den danske sanger og sangskriver Mø, der bærer det borgerlige navn Karen Marie Ørsted, laver hun det musik, der er inde i hende.

Det fortæller hun i et interview med kulturmediet Soundvenue, som kalder Møs nyeste single, "Who Said", lysere og mindre tynget end numrene på musikerens seneste album, der udkom i 2022.

Et lille spøgelse

- Trykket er bare lettet. Der er gået noget tid. Jeg har arbejdet med mig selv. Tyngden er der ikke i samme grad mere. Der er et lille spøgelse. Men at lave den her plade har været megasjovt og fornyende, siger den 36-årige fynbo til Soundvenue, der i tillæg spørger, om der er et nyt album på vej.

Globalt gennembrud

Det må hun ikke sige noget om, forklarer hun, men tilføjer dog, at noget er på vej.

Det er præcis ti år siden, at Mø albumdebuterede med "No Mythologies to Follow", der rummede hits som "Pilgrim", "Don't Wanna Dance" og "Waste of Time".

Allerede året efter fik Mø et globalt gennembrud, da hun lagde vokal til nummeret "Lean On" med Major Lazer og Dj Snake.

Tabte pusten

Hun piskede rundt fra optræden til optræden uden at ænse, at hun havde tabt pusten undervejs.

Efter udgivelsen af sit andet album, "Forever Neverland", fra 2018 trak Mø stikket.

Hun følte, hun kørte i en dødsdrom - en cylinderformet manege, hvor motorcykel-artister suser rundt på den høje, lodrette indvendige væg. Det blev til den engelske titel på hendes tredje album, "Motordrome", hvor hun satte ord gennem musikken på perioden.

Turde ikke stoppe op

Det fortalte hun i et internationalt interview med erhvervsmediet Business Insider kort efter udgivelsen af "Motordrome" i 2022.

- Jeg var fanget i denne her idé om, at jeg var nødt til at blive ved, og at jeg ville miste alt det, jeg havde, hvis jeg stoppede op og tog noget tid for mig selv, sagde hun dengang og kom samtidig med en opfordring:

- Det er nonsens

- Det skal ikke være sådan her: "Arbejd hårdt. Optræd. Spil jobbet. Lad være med at vise dine følelser". Det er nonsens. Det er vejen til mentale problemer, advarede hun.

- Når du er sårbar, og når du har brug for en pause, så burde det ikke være noget, hvor man tænker: "Åh nej". Det burde være noget, man hyldede.

I sommer var fynskfødte Mø på hjemmebane til årets Tinderbox, som løber af stablen i den vestlige del af Odense.
Powered by Labrador CMS