TV 2-stjerne: Jeg har vist en anden side af mig selv
Seerne lærte en ny side at kende hos 'Årgang 0'-stjernen Rachel Ellebye, da hun i efteråret var med i "Vild med dans".
Lige fra den dag, Rachel Ellebye kom til verden, og op gennem størstedelen af teenageårene kunne seerne følge både hende, forældrene Lars og Theresia og storebror David gennem livets store og små øjeblikke.
TV 2-programmet "Årgang 0" kørte fra 2001 til 2019. Men i efteråret vendte Rachel Ellebye tilbage til skærmen i en hel anderledes rolle, da hun sagde ja til at blive en af Danmarks modigste dansere i "Vild med dans".
Voksen side
Her har hun oplevet at kunne vise en mere voksen side af sig selv, end dengang "Årgang 0" løb over skærmen, reflekterer den 24-årige studerende nu.
- Jeg kan godt have en stram rumbakjole på og vrikke mine hofter foran hele Danmark, lyder det fra Rachel Ellebye inden optagelserne af "De største øjeblikke" på TV 2.
I "Årgang 0" fulgte seerne ud over Rachel Ellebye også Stephanie Siguenza og Christian Elhauge og deres familier. Flere andre familier var også med i programmet, men trak sig undervejs.
Kastede sig ud i dansen
Fem år efter afslutningen kunne Rachel Ellebye altså igen ses på TV 2, da hun sammen med Vild med dans-veteranen Thomas Evers Poulsen kastede sig ud i dansetrinene i bedste sendetid.
- Det har været rigtig sjovt at prøve. Det er noget helt andet, lyder det fra hende.
Fejlede
- Jeg var vant til (i "Årgang 0", red.), at man filmede, og så blev det klippet sammen og vist et par måneder efter. Her havde du én chance, så hvis du fejlede, kunne alle se det, fortæller Rachel Ellebye, der sammen med dansepartneren måtte sige farvel til programmet i semifinalen.
Går alt efter planen, bliver hun til sommer færdig med kandidatuddannelsen i Interkulturelle Markedsstudier og Spansk på Københavns Universitet og Copenhagen Business School.