Klar til trafikkaos: Undgå disse veje

Torsdag er der Kristi himmelfart, men allerede fra onsdag kan der være øget biltrafik og flere togpassagerer

Udgivet Opdateret

Se flere fotos i billedgalleriet herover

I Kristi himmelfartsferien forventer Vejdirektoratet, at mange vil søge mod sommerhusområderne for at tilbringe de ekstra fridage dér.

Derfor kan der periodevis opstå tæt trafik og forlænget rejsetid på udvalgte strækninger.

Det gør sig særligt gældende på udrejsedagene onsdag 12. maj, i tidsrummet 14.00-19.00, hvor ferietrafikken vil blande sig med myldretidstrafikken, samt på selve Kristi himmelfartsdag 13. maj i tidsrummet 11.00-14.00.

Disse dage vil trafikken hovedsageligt bevæge sig fra hovedstadsområdet mod Jylland via Fyn og Sj. Odde.

Ill: Vejdirektoratet
Ill: Vejdirektoratet

Hjemrejsetrafikken forventes at være på sit højeste søndag 16. maj i tidsrummet 12.00-16.00 og vil især bevæge sig fra vest mod øst over E20 Fynske Motorvej og Vestmotorvejen samt via rute 21 fra Sj. Odde mod hovedstadsområdet.

Trafikanter i begge retninger på den Fynske Motorvej skal være opmærksomme på, at der fra 9.–16. maj er trafikomlægning i forbindelse med et vejarbejde mellem Odense V og Aarup. Det betyder, at der kun vil være to spor farbare i dagtimerne, og kun ét spor farbart i aften- og nattetimerne (mellem klokken 19-05), hvor arbejdet primært udføres.

Der er derfor risiko for kødannelse og forlænget rejsetid, især på de travleste rejsedage i ferieperioden.

Øget trafik i sommerhusområderne

Vejdirektoratet forventer generelt øget trafik til og fra de større sommerhusområder rundt om i landet. Det gør sig blandt andet gældende på rute 16 Hillerødmotorvejens forlængelse i Nordsjælland samt rute 11 langs den jyske vestkyst.

Færre togbilletter

På grund af coronapandemien sælger DSB kun billetter til 50-70 procent af pladserne alt efter togtype. Rejsende skal bestille pladsbillet, og nogle afgange særligt onsdag og torsdag kan være udsolgt, oplyser informationschefen.

– Vi gør alt for at gøre togene så lange som muligt i øjeblikket, men selv om vi gør togene maksimalt lange, så må vi maksimalt have halvdelen af kunderne i intercity- og lyntogene på grund af pladsbilletkravet.

– Så der er en øvre grænse for, hvor mange vi kan have med, siger han.

Tony Bispeskov opfordrer folk, der ved, at de skal rejse de kommende dage, til at orientere sig hurtigt. Samtidig beder han om, at kunder afbestiller deres pladsbilletter, hvis det viser sig, at de ikke skal bruge dem alligevel.

– Så giver man dermed muligheden til en anden, der kan benytte den, siger han.

Opdatering om trafikken på www.trafikinfo.dk.

Se flere fotos i billedgalleriet herover

Powered by Labrador CMS