Tv-par skal være forældre
Parret forelskede sig i 'Gift ved første blik'. Nu venter de deres første barn
Kathrine og Michael Kelså Harders, som er kendt fra tv-programmet 'Gift ved første blik', glæder sig til februar næste år.
I den måned venter de nemlig deres første barn. Det afslører Kathrine Kelså Harders på Instagram:
"Denne sommer har været noget helt særligt, for den har nemlig været fyldt med sommerfugle i maven for os begge - og en lille ekstra gubbi i maven for mig," skriver den kommende mor.
"Tog det aldrig for givet"
'Gift ved første blik'-parret har hele tiden haft et ønske om en dag at gå fra at være to til tre. Men først ville de dyrke forholdet og tosomheden.
Parret havde da også indstillet sig på, at graviditeten godt kunne være længe undervejs.
"Vi tog det aldrig for givet, at vi ville lykkes, og vi var mentalt indstillet på, at der kunne gå lang tid. Heldigvis gik alt som håbet, og det gør det stadig," fortæller Kathrine Kelså Harders i sit Instagram-opslag.