TV-stjerne har mødt kærligheden: Jeg havde intet valg
- Det var uundgåeligt, siger tv-personligheden om forholdet, som hun måtte overgive sig til med hele hjertet.
Der var intet at gøre, da Gina Jaqueline forelskede sig hovedkulds i den mand, som i dag er hendes kæreste, selv om alt i hende – og i ham – modsagde forholdet.
Den forhenværende blogger og stylist datede velhavende mænd, som gav hende det luksuriøse liv, hun drømte om, for sit selskab.
Ingen af relationerne var ment at vare for evigt, men fuldstændig uventet mødte hun kærligheden deriblandt.
Hendes liv, under og efter at hun medvirkede i DR3-dokumentaren “Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling”, er nu blevet til portrætfilmen “Gina Jaqueline – midt i en drøm”.
En fortælling om, hvordan hendes liv har taget en drejning i mødet med sin store kærlighed.
– Jeg tror, at hvis vi havde haft et valg, så havde vi valgt ikke at blive kærester, fordi det har været så svært, som det har været. Men det var uundgåeligt.
– Der er så mange muligheder for at stoppe et forhold, når det er svært, men det her er virkelig sjældent og virkelig specielt. Det er uforklarligt, fortæller den 27-årige tv-personlighed og forfatter.
Forhold opstod under optagelser
Hun vil ikke gå i detaljer om sin kæreste. Hun værner om dem og ønsket om privatliv i et forhold, som opstod, mens hun blev fulgt af et kamera.
Men hun beskriver sig selv som “rigtig heldig” over at have mødt kærligheden, selv om den også har været voldsom.
– Helt grundlæggende har jeg aldrig brudt mig specielt meget om at være forelsket. Jeg er altid blevet den værste version af mig selv. Jeg er normalt en ret sej pige, men forelskelse tager alt coolness fra mig.
– Jeg har svært ved at tage det stille og roligt, og jeg kan hurtigt føle mig akavet. Bare småting som at føle sig lidt hæmmet, når man for eksempel ikke engang ved, hvilken smiley man skal bruge, når man sms’er sammen.
Aldrig været så forelsket
Gina Jaqueline har prøvet at være forelsket før, men aldrig så hovedkulds som nu.
En dyb kærlighed, som har slået stiletterne væk under hende, især fordi den udviklede sig i en relation, som ikke skulle vare ved.
– Jeg har altid troet på kærligheden – det er svært ikke at tro på den, livet ville være tomt uden – men jeg har ikke troet med den livsstil, jeg havde, at jeg ville møde nogen, der kunne ændre det for mig på det tidspunkt.
– Jeg blev meget overrasket over, at jeg kunne lide ham så meget. Nu kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg ville gide at være sammen med andre end ham.
Forholdet er ægte
Gina Jaqueline ved godt, at mange måske er fordømmende over for, hvilket slags forhold de har, og om det er ægte.
– Hvis min kæreste og jeg havde ti minutter med alle mennesker, kunne vi sagtens forklare, hvordan det hele er gået til, og at det havde meget lidt med sugardating at gøre, når alt kommer til alt.
– Men det har vi bare ikke, så man er i en konstant frygt for at blive stigmatiseret. Der er ingen, der fortjener at blive fastholdt i noget, man har fjernet sig fra, fastslår Gina Jaqueline.
Det er blandt andet det, hun vil vise med den nye film.
Liv har taget en voldsom drejning
Hendes liv har taget en voldsom drejning de seneste to år, men Gina Jaqueline fortryder ikke, at hun har levet, som hun har gjort.
– Der skal også være noget at skrive bøger om. Den, der dør med flest oplevelser, og som har været nøgen i længst tid, har vundet”, som hun siger i dokumentaren.
De seneste år har hun lagt sit liv markant om.
Hun lever sundt nu. Før spiste hun sjældent, og når hun endelig gjorde det, var det ikke sundt. Hun har kvittet nikotinsmøgerne, men ryger indimellem stadig hash og drikker lidt for meget vin, fortæller hun.
Er ved at blive voksen
Hun er ved at blive rigtig voksen efter mange år i overhalingsbanen fyldt med fest og farver.
– Jeg kommer aldrig til at være en, der trives i fuldkommen kontrol, det er slet ikke noget for mig. Men engang var det hele lidt for meget ude af kontrol, men det var jeg også vidende om. Vendepunktet var, at jeg ikke var villig til at betale prisen, når man har levet over evne.
– Jeg har altid inderst inde vidst, at jeg gerne ville blive til noget. Jeg har aldrig haft lyst til at give op. Jeg har altid haft høje håb og altid været tro mod mig selv og mine drømme.
Blandt Gina Jaquelines helt store drømme har været at blive forfatter. I august udkom hendes selvbiografi, “Se mig”, og i øjeblikket er hun ved at forfatte sin næste, en kogebog, der har afsæt i hendes nye livsstil, som er forankret i hendes store kærlighed.
Laver talkshow
Samtidig er hun ved at udvikle sit eget livetalkshow – en fusion mellem “Lily Allen and Friends” og “Deadline”. Det skal være lige så glamourøst som seriøst – ligesom hende selv, fortæller hun.
– Jeg føler, jeg har fået en chance af en masse mennesker – ikke kun dem, der har givet mig mulighederne for at udtrykke mig, men også dem, som har set, forstået og rummet mig. Jeg er virkelig taknemmelig og føler mig meget heldig, smiler hun.
– Jeg har fundet min store kærlighed og fået mulighed for at kunne lave de ting, jeg helst vil – og forhåbentligt bliver ved med at lave fremadrettet. Uanset hvor svært det hele har været, vil jeg ikke bytte det med noget.
“Gina Jaqueline – midt i en drøm” får premiere i udvalgte biografer 24. oktober. Den 4. november kan den ses på DR3.