TV-stjerne med klar opfordring til danske par: Knald!
I den nye serie "Hånd i hånd" er problemer i parforholdet i centrum. Rasmus Bjerg spiller parterapeut.
Når hverdagen for alvor rykker ind, og regninger, bleskift, madpakker og huslige pligter begynder at fylde mere end intimitet og nærvær, kan det lede til kriser i de fleste forhold.
Det sker for Anders og Lise i den nye serie “Hånd i hånd”, hvor Esben Dalgaard og Ditte Ylva spiller parret, der ender hos en terapeut.
– Denne her serie er ret tidssvarende min egen alder. Jeg er 41 år. Den krise, parret går i gennem, er en, jeg ret godt kan nikke genkendende til for mit eget vedkommende, og det syntes jeg kunne være skægt at prøve at portrættere og få ud til en masse mennesker, siger Esben Dalgaard.
– Det er sjældent, man beskæftiger sig med skilsmissekrisen blandt 40-årige på tv, og det, synes jeg, er sjovt, siger han.
I serien har Anders været utro, Lise er frustreret, parret er holdt op med at kommunikere, og hele forholdets historie udspiller sig fra en grå sofa hos parterapeuten, spillet af Rasmus Bjerg.
– Jeg kan godt relatere til, at man når nogle faser af livet, hvor man tager tingene op til overvejelse, og at der skal kæmpes lidt hårdere i perioder. Det kan jeg ikke sige mig fri for, siger Rasmus Bjerg og tilføjer:
– Nu har jeg været sammen med min kone i en menneskealder, så vi er nærmest groet sammen. Jeg kan slet ikke forestille mig, at vi ikke skal være sammen, siger han.
Har prøvet det selv
Hverken Ditte Ylva og Esben Dalgaard er uvante med at sidde i en sofa over for en terapeut.
– Jeg har været i parterapi. Og faktisk med en vis succes. Jeg synes, terapi hjælper, fortæller Esben Dalgaard.
– Her tager vi udgangspunkt i Lise og Anders’ liv, og det bliver selvfølgelig spændt lidt op og i en komisk ramme, men selve sessionerne hos terapeuten viser jo, hvad terapi kan gøre for folk, siger Esben Dalgaard og bliver bakket op af Ditte Ylva.
– Jeg har også selv gået i parterapi og almindelig terapi, og jeg synes, det er vildt nært og derfor super sjovt, i stedet for at det er en eller anden serie om at fange en drage ude i rummet. Det er noget, jeg kan genkende, og det gør det sjovt, siger hun.
Knald!
Hvis skuespillerne selv skal svare på, hvad der kan få at forhold til at holde i mange år, er det intimiteten og bevidstheden om, at ens partner er anderledes skruet sammen end én selv, der bliver peget på.
– Knald! Det er en kliché, men den er rigtig nok. Hvis man får fundet den intimitetsform frem hyppigt, er man tættere på hinanden, og så er der mange skænderier, der kan undgås, siger Esben Dalgaard.
– I en travl hverdag med børn, hvor man kommer sent hjem og skal tidligt op og smøre madpakker, der er sex bare noget, der skal prioriteres, for ellers glemmer man det, og så går forholdet i smadder, siger han.
Rasmus Bjerg er enig.
– Det tror jeg, Esben har ret i. Og så skal man give hinanden plads og anerkende, at man er forskellige og har forskellige syn på livet. Man skal have noget rummelighed. Det er en vigtig ting. Og tillid, siger Rasmus Bjerg.
“Hånd i hånd” har premiere den 30. august på TV3 og Viaplay.