Tv-vært såret af kommentar: -Det gjorde ondt

Den tidligere "Bagedyst"-vinder Annemette Voss blev hårdt påvirket af en kommentar om hendes udseende.

Annemette Voss vandt bageprogrammet “Den store bagedyst” i 2013. Foto: Katrine Emilie Andersen/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Tænk dig om, før du taler.

Sådan lyder budskabet fra den tidligere vinder af bageprogrammet “Den store bagedyst” Annemette Voss, efter at hun for nylig fik en kommentar på sociale medier, der gjorde hende rigtig ked af det.

Det skriver den kendte kagekreatør, der nu er vært på TV2-programmet “Sådanmark”, på sin blog, annemettevoss.dk.

– Den anden dag fik jeg en besked, som gjorde rigtig ondt. Den fik mig til at tænke lidt over, hvordan det kan være, at man som komplet fremmed tillader sig selv at skrive ubehageligheder til et andet menneske, skriver Annemette Voss.

Stor næse

Beskeden gik på, at hun har en stor næse, som forstyrrer for hendes ellers pæne udseende.

Og lige netop kommentarer om hendes næse er noget, bagebogs-forfatteren bliver særligt påvirket af.

– Han udpegede den ene ting ved mig, som jeg hver dag kæmper med at acceptere ved mig selv, skriver Annemette Voss og tilføjer:

– Jeg er godt tilfreds med mit ydre, mit indre, og hvem jeg er. Men jeg er ked af, at jeg har brækket næsen i sin tid, og at den siden hen har været forstuvet, knækket og blå og grøn på grund af diverse uheld.

Derfor opfordrer TV2-værten folk til at tænke sig om en ekstra gang, før de kommenterer andres udseende eller person.

For man ved aldrig, om man lige netop rammer det bløde punkt hos modtageren, lyder hendes budskab.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS