TV-vært scorer nyt job
Han får mere at se til
Viaplays faste Champions League-vært Peter Grønborg kommer fremover også til at optræde i rollen som kommentator i kampe fra Premier League. Det skriver Nordic Entertaintment Group i en pressemeddelelse.
- Alle kender Peter Grønborg som en af landets stærkeste fodboldformidlere, og en del vil også huske, at han for efterhånden 15 år siden var en fremragende kommentator. Vi glæder os til at, at han fremover vil optræde i begge roller på Viaplay, siger TV3 Sports redaktionschef, Benjamin Munk i pressemeddelelsen.
Med Laudrup ved sin side
Peter Grønborg kommenterede fodbold i næsten syv år, får han påtog sig værtsrollen i stedet.
Han sad sidste gang i kommentatorboksen tilbage i november 2006, hvor Valencia spillede mod Real Madrid i en 0-1-kamp med ikonet Raul som målscorer.
Kampen blev kommenteret af Peter Grønborg og Michael Laudrup, og det er også Michael Laudrup, Peter Grønborg får selskab af, når han den 30. oktober skal kommentere Premier League første gang, når Pierre-Emile Højbjerg og Tottenham får besøg af Manchester United.
- Jeg har verdens bedste job, men hvis der er noget, jeg godt kan savne indimellem, så er det at være ude og mærke den helt særlige nerve i de store kampe. Så jeg glæder mig virkelig til at kommentere igen, siger Peter Grønborg i pressemeddelelsen.
Mere at se til
Peter Grønborg får derfor mere at se til. Han fortsætter som frontfigur på Champions League-dækningen, hvor han hver runde assisteres af blandt andre Michael Laudrup, Preben Elkjær, Jan Mølby, Jesper Grønkjær, Per Frimann, Martin Jørgensen og Stig Tøfting.
Seerne vil også fortsat kunne opleve Grønborg som vært på Premier League på Viaplay i løbet af sæsonen.
Peter Grønborg får debut i Premier League-kommentatorboksen den 30. oktober på Tottenham Hotspur Stadium, når Tottenham får besøg af Manchester United. Kampen kan ses på Viaplay og TV3+ fra kl. 18.00.