Tv-vært smutter over til konkurrenten
Astrid Berg, som er vært på TV2 News, forlader sit job
Astrid Berg skal være radiovært på 'Orientering' på P1. P1 har nappet hende fra konkurrenten, hvor hun har været vært på TV2 News.
Man har blandt andet kunnet se hende i programmerne 'Presselogen' og 'Verden ifølge Trump'.
Men nu forlader Astrid Berg altså kanalen og skal fremover sende radio på en konkurrerende kanal.
I et tweet deler den kommende radiovært sin begejstring over jobskiftet. "Det her glæder jeg mig helt vildt til!" lyder det.
Og det er hun ikke den eneste, der gør:
- Jeg er både stolt og glad over, at det er lykkedes at tilknytte en kapacitet som Astrid Berg til 'Orientering's allerede fremragende hold af værter. Astrid er vidende, godt selskab og en hamrende dygtig journalist, og jeg er derfor sikker på, at lytterne også vil sætte pris på hendes store faglighed, siger Morten Tvegaard, der er redaktionschef for 'Orientering', i en pressemeddelelse.
"Den rette til at tage over"
'Orientering' er et program til de danskere, der interesserer sig for politik, internationale forhold og kultur, og som allerede har orienteret sig i dagens overskrifter. Derfor skal værterne på 'Orientering' også have et et højt vidensniveau.
- Værterne på 'Orientering' skal være stærke journalister og mestre det kritiske interview. De skal være nærværende og engagerede, uhøjtidelige og kompromisløse. Det er det, der karakteriserer 'Orientering', og det er derfor Astrid Berg er den helt rette til at tage over, siger P1-chef Nikolai Thyssen.
Astrid Berg overtager værtsrollen på 'Orientering' efter Karin Axelsson, som er flyttet til Bruxelles for at arbejde som korrespondent for dagbladet Politiken.