TV-vært vil score kassen
Quist købte villaen på den eftertragtede kyststrækning tilbage i 2019
Efter knap fire år på adressen har tv-vært Kåre Quist sat sin villa i Vedbæk til salg.
Det betyder altså, at du nu har mulighed for at købe DR-journalistens hus i den mondæne liebhaverkommune - hvis du da lige har 15 millioner kroner til overs.
Det skriver boligmediet Boliga.
Det er nemlig prisen, som det 227 kvadratmeter store hus er kommet på markedet med.
Huset beskrives - ifølge salgsmaterialet hos liebhavermægleren Elbæks - som en træbeklædt New Hampshire-villa fra 1948 med syv værelser.
Husets kvadratmeter breder sig blandt andet ud over et stort køkken-alrum med ildsted, en stue med knap fire meter til loftet, et Master bedroom med eget badeværelse og så er der en kælder på yderligere 60 kvadratmeter.
Kvadratmeterpris på over 66.000
Quist købte villaen på den eftertragtede kyststrækning nord for hovedstaden tilbage i 2019 med sin daværende hustru Tine Røgind.
Dengang betalte de ifølge Boliga 10,4 millioner kroner for det.
En solid gevinst på over fire millioner kroner er altså i vente, hvis de sælger til den nævnte udbudspris, der resulterer i en kvadratmeterpris på over 66.000 kroner for villaen.
Var vært på Kontant
Det er et godt stykke over den gennemsnitlige kvadratmeterpris, som villa- og rækkehushandlerne indbragte i postnummeret Vedbæk i 2022, skriver Boliga.
Her betalte køberne nemlig i snit knap 50.800 kroner pr. kvadratmeter i det dyre boligområde.
Kåre Quist har tonet frem på skærmen som vært på TV-Avisen og 21 Søndage på DR siden 2012.
Han har også en fortid som vært på forbrugerprogrammet Kontant.
Se Kåre Quists Vedbæk-villa her.