Tv-vært vinker farvel til luksus

Peter Qvortrup Geisling har sat sin sommerhusandel til salg

Udgivet Opdateret

Boliga.dk

Der findes næppe noget, der skriger mere dansk sommer end gulmalede huse i et menneskefyldt Skagen i uge 29.

Netop muligheden for at få den bid sommer har Peter Qvortrup Geisling lige sat til salg. 

Den kendte TV-læge har nemlig udbudt sin andel i sommerhuset Kunstnergården i Gammel Skagen til salg for 2.250.000 kroner.

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Bliver i terrænet

Sommerhuset er fordelt på fem andele og den del, som Qvortrup Geisling sælger, giver mulighed for at holde både vinterferien, men altså blandt andet også den eftertragtede uge 29 i den attraktive ferieby på toppen af Danmark.

- Jeg har haft andelen i sommerhuset i Skagen siden 1999, og det hus har været rammen om alle mine bedste sommerferier, siger Peter Qvortrup Geisling til Boliga.dk.

- Jeg sælger, fordi en af mine kammerater har tilbudt mig, at jeg må bygge et lille sommerhus i Skagen på en grund, han har. Så jeg bliver i terrænet.

Stort luksus-sommerhus

Huset rummer 189 boligkvadratmeter, som fordeler sig i to fløje – hvor den ene er indrettet med en spa-afdeling; brus, sauna og luksus-spa. Derudover er der sovepladser til otte personer i det store sommerhus.

TV-lægen kan altså også i fremtiden tilbringe ferierne i den danske ferieby med sine karakteristiske gulmalede huse – og det bliver således ikke farvel til en af landets mest eksklusive ferieadresser.

Nu kan du komme til at eje tv-lægens sommerhus.
Nu kan du komme til at eje tv-lægens sommerhus.

Fjerde dyreste i landet

Skagen var det fjerde dyreste sted i landet at købe sommerhus sidste år, hvor udbudskvadratmeterpriserne lød på lige godt 40.350 kroner. 

De priser er dog faldet en smule, så en gennemsnitlig sommerhuskvadratmeter i øjeblikket står udbudt til salg for 32.320 kroner, det viser data fra Boliga.dks udbudsstatistik.

Men selvom det er langt over landsgennemsnittet, er der dog fortsat en bid vej op til landets absolutte ferietop i Nordsjælland.

Klassiske travere

Her er det de klassiske travere; Tisvildeleje og Hornbæk, der får mæglerne til at sætte de højeste kvadratmeterpriser, når sommerboligerne får stukket til salg-skiltene i forhaven. 

Begge steder koster en gennemsnitlig kvadratmeter sommerhus for øjeblikket lige omkring 60.000 kroner.

Peter Qvortrup Geisling er nok mest kendt for sin værtsrolle i Lægens Bord, som han sad ved i bedste sendetid fra 1997 til 2005. 

Efterfølgende er det blevet til flere programmer om sundhed og sygdom – ikke mindst i coronaregi.

Powered by Labrador CMS