TV2 afslører: De skal også være med i Vild med dans
Den berømte rapper Jokeren og kokken Dak Laddaporn fra restaurant Kiin Kiin skal lære at danse.

Han er kendt for sine hits, bøger og optrædener på film, men til efteråret kaster rapperen Jokeren sig ud i en helt ny underholdningsgenre, når han skal lære at danse for åben skærm.
Han har nemlig takket ja til at være med i “Vild med dans”, når programmets nye sæson løber over skærmen.
Det bekræfter TV2.
Kørte bil med alkohol og kokain i blodet
Jokeren, der blandt andet står bag sange som “Havnen” og “Kvinde Din”, erkendte sig sidste år skyldig i at have kørt bil med alkohol og kokain i blodet.
Da han modtog dommen, erklærede han dog i følge Ekstra Bladet, at han har lagt sit liv om.
Kok deltager også i Vild med dans
Rapperen får i det populære tv-program selskab af kokken Dak Laddaporn, der til daglig er køkkenchef på Michelinrestauranten Kiin Kiin på Nørrebro.
Også skuespillerinden Iben Hjejle skal danse med i denne sæson. Det afslørede TV2 i sidste uge, hvor det også kom frem, at der i år vil være store ændringer i programmet. Hvilke, der er tale om, er dog ikke afsløret endnu.
Traditionelt er der 12 kendisser i programmet, der sammen med hver deres professionelle danser dyster om førstepræmien i konkurrencen, som danskerne kan følge med i live hver fredag hen over efteråret.
/ritzau/FOKUS