Tv2 skjuler kendtes identitet
"Hvem holder masken?" er et sydkoreansk format, der er blevet til et globalt tv-fænomen. Nu kommer det også til Danmark med Ibi Støving som vært
En stribe kendisser går på scenen i TV 2's kommende underholdningsprogram "Hvem holder masken?".
Men identiteten på kendisserne holdes skjult bag farvestrålende forklædninger.
Det er nemlig hele konceptet i programmet, som får premiere til november, afslører TV 2 i en pressemeddelelse.
Forvrængede stemmer
Det er kun, når deltagerne synger en sang på scenen, at man hører deres ægte stemmer.
Resten af tiden er stemmerne forvrængede.
Men løbende bliver der givet ledetråde med små hints, som et panel i studiet og seerne kan bruge til at gætte sig frem til, hvem der gemmer sig bag masken.
Hvem der har sagt ja til at gå på scenen, er så hemmeligt, at end ikke programmets danske vært, Ibi Støving, ved, hvem der er med:
Blev helt opslugt
- Det her underholdningsprogram minder på ingen måde om noget show, jeg har set før! Det er spektakulært og enormt fascinerede med de vildeste udklædninger, man kan forestille sig, siger Ibi Støving i pressemeddelelsen.
- Både min søn og jeg har set den svenske version og er blevet helt opslugt af mysteriet om, hvem der gemmer sig bag udklædningerne. Ligegyldigt om man er barn, ung eller voksen, så er hemmeligheder noget, der bare må opklares. Og så er hele showet i sig selv en kæmpe fest, lyder det fra den 46-årige vært.
Sydkoreansk koncept
"Hvem holder masken?" er et sydkoreansk format, der er blevet til et globalt fænomen med produktioner i 46 lande.
I USA har blandt andre Beverly Hills-stjernen Tori Spelling, Michael Jackson-søsteren La Toya og rapperen Lil Wayne medvirket.
"Hvem holder masken?" får premiere på TV 2 og TV 2 Play til november.