TV2-vært: Bølgerne kan gå højt imellem os

De har dannet par i 25 år, boet under samme tag og sovet i samme seng, men for ægteparret Kim Faber og Janni Pedersen har arbejde altid været noget, de har gjort hver for sig.

Artiklen fortsætter under videoen

Han som journalist på Politiken. Hun som studievært og krimireporter på TV2 og i de kommende måneder som vært på “Go’ Morgen Danmark”.

Men for et par år siden kastede 64-årige Kim Faber og 51-årige Janni Pedersen sig ud i at arbejde sammen, og i 2019 udgav de debutromanen “Vinterland”, som har solgt op mod 65.000 eksemplarer herhjemme og er solgt til udgivelse i ni lande uden for Danmark.

Det har lært dem meget. Både om kunsten at skrive en god krimi og om at arbejde sammen som mand og kone.

Diskuterer meget

Nu er parret aktuelle med opfølgeren, “Satans sommer”, men selv om de har fået væsentlig mere erfaring med at arbejde sammen, kan Kim Faber og Janni Pedersen stadig have ret så ophedede diskussioner om plottet og karaktererne i deres romaner.

Særligt når det kommer til, hvem der skal dø, og hvem der skal overleve.

– Det har vi diskuteret rigtig meget, siger Janni Pedersen.

– Jeg bliver personligt virkelig, virkelig ked af det, når vi skal tage livet af vores karakterer. Der tænker jeg ikke så meget som forfatter og på at drive historien frem. Jeg tænker mere: “Ej, jeg kan ikke rigtig holde ud, at de skal dø”. Så siger Kim: “Jamen, det bliver de nødt til”, siger hun.

– Men det handler også om, at vi ikke kan tage livet af karaktererne, med mindre vi er 100 procent sikre på, at vi ikke får brug for dem igen på et senere tidspunkt. Det er ikke små kampe, vi kan have om det. Der går bølgerne sgu højt nogle gange, tilføjer Janni Pedersen.

Beslutning får konsekvenser

I “Vinterland” diskuterede parret for eksempel heftigt, om politieleven Kristoffer Kirch skulle dø eller ej.

– Faktisk var han stendød, indtil det gik op for os, at det gik sgu ikke, siger Kim Faber.

For ligesom mange andre krimiforfattere planlægger forfatterparret deres romaner som en serie og ikke som separate, afsluttede historier.

Og det er for alvor gået op for dem, at de valg, de har truffet i den første roman, nu får konsekvenser for handlingen i roman nummer to, tre og fire, fortæller Kim Faber.

– For eksempel skulle jeg i “Satans sommer” skrive en scene, der involverer officeren Svend Bech-Olesen, som jo dør i “Vinterland”, men jeg kunne ikke huske, om han var blevet brændt eller begravet.

– Jeg håbede sådan, at han var blevet begravet, men jeg måtte gå tilbage og tjekke, og der stod faktisk “bisat”. Der tænkte jeg: “Satans”. Det ville være fedt, hvis vores politikarakterer kunne have gravet ham op og fundet et eller andet ved ham. Men det kunne de så ikke, så det måtte vi skrive udenom, siger han.

Rimelig uenige

For at strukturere handlingen og sørge for at binde trådene logisk sammen i “Satans sommer” brugte Kim Faber og Janni Pedersen det meste af sommeren 2019 på at udvikle en detaljeret synopse bestående af 50 tætskrevne A4-sider med beskrivelser af romanen kapitel for kapitel:

Hvad sker der? Hvordan er vejret? Hvad siger karaktererne til hinanden, og hvordan er stemningen?

Det førte også til flere ophedede diskussioner, fortæller Janni Pedersen.

– Selve tilblivelsesfasen og hele den sommer, hvor vi skrev synopsen, var benhård. Der var vi rimelig uenige om, hvorvidt romanen skulle den ene vej eller den anden vej.

– Men når det er sagt, synes jeg faktisk, det er blevet nemmere at arbejde sammen, siger hun.

Hver deres arbejdsområde

Parret har blandt andet lært, at det er vigtigt at stole på hinandens faglighed, fortæller Kim Faber.

– Vi har hvert vores arbejdsområde. Det betyder ikke, at vi ikke blander os i hinandens arbejde, selvfølgelig gør vi det, men jeg stoler på, at Janni kan beskrive, hvordan tingene foregår i en retssag, og hvordan politiet arbejder. Omvendt stoler hun på, at jeg kan skrive teksten igennem, så den bliver interessant og læseværdig.

– Det betyder ikke, at når jeg afleverer noget, så siger Janni: “Ej hvor er du dygtig, og hvor er det godt skrevet”. Sådan spiller klaveret ikke. Men vi stoler grundlæggende på den måde, vi har delt arbejdet op på, siger han.

Det er livsnødvendigt

Parret har også lært, at det ikke er alle kampe, der er værd at tage, siger Janni Pedersen.

– Da jeg for eksempel var færdig med at skrive første kapitel om vores karakter Signe, tænkte jeg sgu, at det var godt. Det kunne vi godt putte i bogen. Så fik Kim det og skrev det igennem, og der var rigtig meget, han undlod, som jeg syntes, var vigtigt.

– Men jeg går ikke ind og kæmper kampen hver gang, fordi jeg synes, det er livsnødvendigt. Jeg kan godt se, at når det har været igennem Kims hænder, er det blevet bedre. Hvis vi skulle kæmpe om alt, ville det blive for tungt, siger hun.

Samtidig ved forfatterparret, at gevinsten for det til tider tunge arbejde med at strikke en roman sammen er stor i sidste ende.

En stor gave

Det giver dem utrolig meget at skrive sammen.

– Nu har vi været sammen i 25 år, og vi har hver især oplevet en masse ting igennem vores arbejde, og så får vi lige pludselig – på et relativt sent tidspunkt i livet – den her mulighed for at arbejde sammen og have et fælles professionelt projekt. Det er en stor gave, siger Kim Faber.

Janni Pedersen er enig.

– Vi får nogle fine ture ud af det, hvor vi kører i bil og får snakket, og vi kommer ud i nogle kringelkroge i Danmark og får nogle oplevelser, som ikke kun handler om at tale om vores børn og børnebørn og være sammen med vores venner om de ting, der optager os.

– Når man er der i livet, hvor vi er, og vi kan pulje de kvaliteter, vi har, sammen og blive bedre, så kan man ikke andet end at være glad, siger hun.

“Satans sommer” udkommer 5. maj.

• Adam Price om ny Borgen: Det har været svært
• Hjertet banker for både presse og højskole