TV2-vært og nybagt mor: Lykkelig og hormonel
Den tidligere TV2-profil Cecilie Hother er rørt over den varme modtagelse, som hendes nyfødte datter har fået.
Det var en rørt Cecilie Hother, der i sidste uge kunne meddele, at hendes lille datter var blevet født, og den nybagte mor er ikke blevet mindre overvældet af følelser de seneste par dage.
På sin Instagram-profil har tv-darlingen lagt billeder op, der viser, hvor mange fine blomster og gaver, hun er blevet beriget med efter fødslen.
– Tak til familie, venner, kolleger, samarbejdspartnere og alle jer som har været så utrolig betænksomme at tænke på alt fra blomster, bøger, bamser, tøj og komme med mad. Betænksomhed og kærlighed som varmer! Det har været skønt at komme hjem til. Jeg er rørt og taknemmelig (og stadig lidt hormonel), skriver Cecilie Hother på sin Instagram-profil.
På sin blog skrev TV2-profilen i sidste uge et rørende et indlæg, der har overskriften “Mit liv ændret for evigt”. I blogindlægget beskriver Cecilie Hother blandt andet følelsen af at blive mor for første gang.
– Nu er guldklumpen kommet til verden. Hun er det smukkeste og dejligste, jeg nogensinde har set. Det er en helt vidunderlig følelse at have bragt hende ind i verden, og jeg glæder mig til at komme hjem med hende, skriver Cecilie Hother på sin blog.
Det er Cecilie Hother og Thomas Gregers Honoré første barn sammen.
Se billedet fra Cecilie Hothers Instagram her:
/ritzau/FOKUS