Tyskerne er vilde med ham
Peter Mygind er en flittigt brugt skuespiller syd for grænsen, afslører han
Peter Mygind dukker for tiden op hver uge på ZDF, som tysktalende skuespiller i ’Sommerdahl’-serien, hvor han medvirker som chefefterforsker.
Traditionen tro i Tyskland overføres de udenlandske dialoger til tysk af andre skuespillere i stedet for undertekstning.
Taler godt tysk
Sådan kan tyskerne nu en gang bedst lide at få serveret udenlandske serier.
Hvordan han har det med det, fortæller den 59-årige skuespiller til Kendte.dk ved TV 2-pressemødet forleden i København.
- Faktisk har jeg prøvet at få lov at dubbe mig selv, da jeg taler godt tysk, men det kunne ikke lade sig gøre, siger Peter Mygind, der spiller Dan Sommerdahl i den populære danske krimiproduktion.
Agent i Berlin
- Jeg har en agent i Berlin, fordi jeg ofte bliver hyret til tyske spillefilm og serier, lyder det fra Peter Mygind, og uddyber, hvad tyskerne er så begejstret ved hos den danske skuespiller.
- Jeg hyres ofte til roller, hvor jeg er et røvhul, der er rig. De har set mig i ’Borgen’-rollen (populær dansk filmproduktion, red.) Så de ser mig som arrogant og aristokratisk.
Vil have ham i jakkesæt
- Men jeg er også blevet tilbudt en rolle som chef for Deutsche Bank. De kan godt lide mig i jakkesæt, men har da også været førsteelsker, fortsætter han om rolletilbuddene fra den kant.
Privat bor Peter Mygind med hustru, svigermor, børn og børnebørn i et fælles hus.
- Vi har en bolig med tre lejligheder. Det er dejligt at være tæt på hinanden, siger han, der som bedstefar ser sine to børnebørn oftere end mange andre.