Ulf Pilgaard tager bladet fra munden
Ulf Pilgaard tager folk med om bag scenen, hvor 'skæbner' mødes og fortæller røverhistorier
I 60 år har Ulf Pilgaard beriget film, teater og radio i Danmark. I de 40 af dem har han været fast inventar i Cirkusrevyen, hvor han netop har takket af.
I øvrigt med live anerkendelse fra dronning Margrethe.
Men hvem er han? Hvad brænder hans hjerte for og for hvem? Hvorfor blev Preben Kaas og Jørgen Ryg uvenner? Hvordan var Dirch Passer at dele garderobe med?
Og er Lisbet Dahl lige så sjov i kulissen, som på scenen?
Går helt tæt på
Det er ting som disse, han vil fortælle, når han sammen Lukas Birch på søndag den 10. oktober indleder den landsdækkende turné, 'Alletiders Ulf' i Bremen Teater i København.
Publikum kommer via humor, alvor, musik, video og billeder med helt ind i 'baglokalet', hvor skæbner mødes, griner, græder og fortæller røverhistorier.
Kort sagt handler det om de store øjeblikke og historier, almindelige mennesker aldrig bliver en del af.
Hvem er han?
Lukas Birch er med sine bare 21 år Danmarks yngste revydirektør. Allerede da han var 14, havde han sin første tekst med i Cirkusrevyen.
Siden har han leveret tekster til revyer rundt om i Danmark, og er hvert år selv med i Jægerspris Revyen.