Ulla Terkelsen i ny bedrift

Den tyske fortids skygger har ifølge TV 2-korrespondenten været medvirkende til danske fræk- og uforskammetheder overfor indbyggerne fra det store naboland

Udgivet Opdateret

Det var ikke megen valgfrihed TV 2-analytikeren Mirco Reimer-Elster fik, da han sammen med Ulla Terkelsen en septembermorgen sad over et tysk hotels morgenmadsbuffet.

Sammen var de taget til nabolandet mod syd for at dække det tyske forbundsdagsvalg. Og her havde den anerkendte TV 2-korrespondent en idé, som hun ville have sin kollega med på.

- Hun meddelte mig, at vi skulle skrive en bog sammen. Det var ikke et spørgsmål, der kunne svares ja eller nej til, så fra den dag var projektet skudt i gang, fortæller Mirco Reimer-Elster.

Projektet var den nyligt udkomne samtalebog "Skønhed og skræk", som ad flere omgange har fået makkerparret til at slå et smut forbi en række tyske byer i løbet af det seneste efterår og vinter.

Ulla Terkelsen arbejder som korrespondent for TV 2. Hun har tidligere boet og arbejdet som udenrigskorrespondent for TV 2 i Tyskland i 90'erne. Hun bor i dag i Cannes i Frankrig, hvor hun fortsat arbejder som korrespondent for TV 2.
Ulla Terkelsen arbejder som korrespondent for TV 2. Hun har tidligere boet og arbejdet som udenrigskorrespondent for TV 2 i Tyskland i 90'erne. Hun bor i dag i Cannes i Frankrig, hvor hun fortsat arbejder som korrespondent for TV 2.

Stor uvidenhed

I den bog, venneparret selv kalder en kritisk kærlighedserklæring til Tyskland, runder stjernejournalisten og den tyskfødte USA- og Tysklands-analytiker emner som tysk historie og kultur, men de efterlyser også en større dansk interesse for den store nabo mod syd.

- Uvidenheden om Tyskland er stor. Særligt i hovedstadsområdet er jeg rystet over, hvor lidt mange ved.

- Tyskland rummer en dobbelthed, som er vigtig at forstå. Vi håber, at vi med denne bog kan bidrage til den forståelse, siger Mirco Reimer-Elster.

- Tyskland er utroligt smukt og spændende, men det er også et land, der i nyere tid har set nogle af menneskelighedens største rædsler, siger Ulla Terkelsen, da hun skal forklare idéen bag bogens titel.

Store ligheder

Både Ulla Terkelsen og Mirco Reimer-Elster har gennem flere år haft USA under luppen. Her har de begge oplevet, at der er plads til langt flere nuancer end i fortællingen om Tyskland fordi det også er et land med mange indbyggere og stor diversitet.

- Det er bizart, at vi i høj grad er draget mod det amerikanske, når mange danskere er uvidende om, hvad der foregår i vores tyske naboland, siger Mirco Reimer-Elster.

Blandt andet peger TV 2-kollegerne på, at Tyskland og Danmark har store kulturelle ligheder, at Tyskland er en af Danmarks største samhandelspartnere, og at landet er vigtigt for Danmarks politiske relationer.

Bange for dem

Ulla Terkelsen mener, at både det kainsmærke, som det tyske folk bærer på efter Anden Verdenskrig og den historiske konflikt omkring Sønderjylland har fået danskerne til at gøre grin med og se ned på nabolandet.

- Et lille land vil altid have en forståelig angst for at blive kørt ned og absorberet. Der har gennem historien været eksempler på, at Tyskland forsøgte at nappe bidder af Danmark, siger hun.

Hun påpeger også, at adskillige danskere, efter Tyskland havde taget Sønderjylland efter nederlaget i 1864, blev sendt i krig og mistede livet i Første Verdenskrig.

- Vi er simpelthen bange for dem, og derfor gør vi grin med dem. Og det værste er jo, at deres vaner minder os vores egne, siger korrespondenten.

Kaldt Helmut Hitler

Mirco Reimer-Elster er født i Nordtyskland af tyske forældre, men har gået på dansk skole i Slesvig og Flensborg.

Allerede i sin barndom oplevede han, hvordan danskerne så ned på hans nationalitet.

Han tilbragte nemlig flere sommerferier i Danmark, hvor de danske børn en sommer konsekvent kaldte ham Helmut Hitler med henvisning til den belgiske sanger Helmut Lotti og Adolf Hitler.

Også da han i 2009 flyttede til Danmark for at læse på Københavns Universitet, mødte han igen danskernes nedladende tilgang til hans tyske baggrund.

Han blev adskillige gange kaldt for pølsetysker og spurgt til, om han ikke skammede sig over sit tyske ophav.

Måske naiv drøm

- Det er simpelthen så frækt sagt. Ulækkert faktisk. Danskerne ville aldrig været så uforskammede overfor en franskmand eller englænder, tilføjer Ulla Terkelsen.

Mirco Reimer-Elster og Ulla Terkelsen håber, at de med bogen kan være med til at rykke danskernes tilgang til Tyskland.

- Det er måske naivt, men min drøm er, at medierne en dag laver det samme forbehold og ser samme nuancer om Tyskland, som de gør i dækningen af USA.

- Og vi er nået langt, hvis danskerne ikke længere antager, at jeg kan lide Hansi Hinterseer, fordi jeg er tysker. Han er i øvrigt østriger, siger Mirco Reimer-Elster.

ULLA TERKELSEN

Hun blev døbt i Sankt Pauls Kirke.

Terkelsen er uddannet ved Demokraten i Aarhus kombineret med studieophold ved universitetet i Warszawa i Polen. Hun var fra 1967 til 1987 journalist og korrespondent i København, London og Washington for bl.a. Danmarks Radio. I 1987 og fem år frem var hun nyhedschef for TV 2. Fra 1992 opholdt hun sig i Bruxelles og Berlin i otte år, og siden boede hun i London som international korrespondent for TV 2. Fra 2009 bemandede hun stationens kontor i Kabul i Afghanistan på skift med TV 2's Simi Jan og Rasmus Tantholdt. I dag arbejder Ulla Terkelsen som international korrespondent med base i Paris, hvorfra hun blandt andet har dækket terrorangrebene i 2015. Hun rapporterer desuden jævnligt fra Storbritannien, Tyskland og Italien. Hun er desuden kommentator ved danske og udenlandske kongelige begivenheder på TV 2.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS