Ung dansk reality-mor efterlyses i USA

Den unge mor bliver nu efterlyst i USA, så hun kan stilles for retten i Danmark.

Den 21-årige kvinde er tiltalt for 81 punkter, der blandt andet omhandler databedrageri og dokumentfalsk. Foto: Janus Nielsen/Discovery Networks Danmark (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

En 21-årig tidligere reality-deltager i et dansk program er efterlyst i USA, skriver Sjællandske.

Det er Anklagemyndigheden, der har bedt Rigsadvokaten om hjælp til at finde kvinden, der angiveligt skjuler sig i Californien i USA. Her opholder hun sig sammen med sin søn og sin mor.

Den 21-årige kvinde er tiltalt for omfattende svindel.

Tiltalt for 81 punkter

I følge Se og Hør drejer det sig om 81 punkter, der blandt andet handler om databedrageri og dokumentfalsk.

Ugebladet skriver, at kvinden angiveligt skulle have misbrugt en anden persons Nem-ID og flere tilfælde af bedrageri på dba.dk. Her skulle hun have lokket penge ud af folk for ting, som køberne aldrig modtog.

Tredje gang sagen udsættes

Den unge mor skulle have været for retten 20. marts. Det kan ikke lade sig gøre, da det ikke er lykkedes de danske myndigheder, at forkynde sagen for hende.

Det er nu tredje gang, at sagen udsættes, skriver Sjællandske.

Der vil nu blive sendt en retsanmodning af sted til USA, hvilket betyder, at den 21-årige nu bliver efterlyst.

 

Powered by Labrador CMS