Ung og selvgjort app-milliardær
Evan Spiegel er stifter og direktør i Snapchat, der er en af verdens mest populære apps nogensinde. Torsdag den 4. juni fylder han 30 år.
Når Evan Spiegel runder 30 år torsdag den 4. juni, er det som chef i og medejer af et af de mest populære app-firmaer nogensinde.
Amerikaneren grundlagde i 2011 sammen med to venner Snapchat. En telefon-app, der lader brugere sende billeder, videoer og tekstbeskeder, der forsvinder af sig selv efter kort tid.
Artiklen fortsætter under videoen.
Idéen var så god, at Evan Spiegel droppede ud af eliteuniversitetet Stanford året efter for at videreudvikle konceptet, selv om han kun manglede få eksamener.
Fra nøgenbilleder til milliardær
Snapchat udsprang oprindelig af lysten til at sende og modtage nøgenbilleder. Men potentialet viste sig at være meget større, og der er løbende blevet føjet funktioner til. Og ikke mindst indbringende reklamer.
Hver dag bruger over 200 millioner mennesker Snapchat. Kendisser, politikere og brands bruger det også til at styrke deres image.
Ville ikke lade Facebook og Google købe
Og succesen har været givtig for Evan Spiegel, især efter at firmaet, som han stadig er direktør for, gik på børsen i 2017.
Magasinet Forbes sætter hans formue til 25 milliarder kroner. Det er lige uden for verdens rigeste 1000 mennesker.
Han er med andre ord blevet rigeligt belønnet for at slå koldt vand i blodet, da giganterne Facebook og Google tidligere prøvede at købe Snapchat for mindre beløb.
Begavet opvækst
Evan Spiegel manglede godt nok heller ikke noget i sin opvækst i Los Angeles’ forstæder. Hans advokatforældre sendte ham på en dyr privatskole, og han flyttede angiveligt som teenager fra sin far til sin mor, fordi han der kunne få sin egen BMW.
Krummer af Snapchat-formuen har han blandt andet brugt på en Ferrari og et hus til 80 millioner kroner. Det deler han med sin hustru, supermodellen Miranda Kerr, med hvem han har to børn.