Uro efter OL-triumf: Wilbek stopper i DHF
Håndboldherrerne vandt OL-guld i Rio, men efterspillet får Ulrik Wilbek til at takke af som sportschef.
Ulrik Wilbek stopper som sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF). Det oplyser forbundet i en pressemeddelelse. Han har haft jobbet siden efteråret 2012.
– Efter en OL-turnering, hvor det var min oplevelse, at trænere, spillere og stab sammen fandt frem til et konstruktivt samarbejde, har de seneste dages uro i pressen gjort det umuligt for mig at se mig selv fortsætte i stillingen, siger Ulrik Wilbek i pressemeddelelsen.
Ifølge TV2 Sport drøftede Wilbek og udvalgte landsholdsspillere under OL muligheden for at fyre landstræner Gudmundur Gudmundsson med øjeblikkelig virkning.
Det blev angiveligt gentaget dagen efter OL-finalen, men begge gange mente spillerne ifølge TV2 Sport, at en fyring var for drastisk.
– Det vigtigste for mig har altid været og er fortsat dansk håndbold, og i lyset af den uro, der har været siden hjemkomsten fra OL i Rio, kan jeg ikke se mig selv fortsætte som sportschef.
– Jeg ønsker ikke at tage fokus fra landsholdsarbejdet, men derimod ønsker jeg at give Gudmundur de bedste arbejdsbetingelser fremover, siger Wilbek.
Farvel til personlighed
Med sit farvel mister DHF en markant personlighed gennem 20 år. Wilbek har som landstræner fejret store triumfer med både kvinde- og herrelandsholdet.
Efter planen skal han næste år forsøge at blive borgmester i Viborg for Venstre. Det meddelte han allerede tilbage i januar i år som en ambition.
– Jeg har været utroligt glad for alle mine år i DHF og ikke mindst min tid som sportschef, hvor størstedelen af arbejdet har vedrørt talentudviklingen og samarbejdet med landstrænerne, klubber og elitemiljøet i dansk håndbold.
– Det har været et utroligt givende og spændende arbejde. Nu vil jeg bruge den kommende tid på at overdrage mine opgaver til andre i DHF, og derefter vil jeg bruge min energi på det lokalpolitiske arbejde i Viborg, siger Wilbek.
Indtil DHF har fundet en ny sportschef, træder generalsekretær Morten Stig Christensen til i stedet for.
– Vi har haft en tæt dialog med Ulrik Wilbek under hele forløbet, og vi er utroligt kede af denne udvikling.
– Vi har haft et fantastisk samarbejde med Ulrik Wilbek gennem alle årene, og vi mister en enestående kompetence på flere niveauer, siger Morten Stig Christensen.
– Det er svært at sætte ord på den enorme betydning, Wilbek har haft for dansk håndbold, og vi skylder ham en overordentlig stor tak for indsatsen, visionerne og dedikationen i både gode og hårde tider, lyder det fra Morten Stig Christensen.
/ritzau/