Uroligheder udskyder besøg
Frankrig har været ramt af protester mod en omstridt pensionsreform. Det aflyser nu kong Charles' statsbesøg
Kong Charles' besøg i Frankrig bliver udskudt. Det sker, fordi landet i en periode har været præget af spændinger omkring en omstridt pensionsreform.
Det oplyser det franske præsidentkontor.
Beslutningen blev taget efter en telefonsamtale mellem Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og kong Charles.
- I lyset af gårsdagens meddelelse om endnu en dag med nationale protester mod pensionsreformen på tirsdag, vil kong Charles' besøg, der oprindeligt var planlagt til den 26.-29. marts, blive udskudt, siger præsidentkontoret i en meddelelse.
Tæt på 1,1 million demonstrerede
Der vil hurtigst muligt blive fundet et nyt tidspunkt for statsbesøget ifølge AFP.
Den britiske regent skulle have besøgt Paris på søndag sammen med sin hustru, dronning Camilla.
Frankrig har i mange dage været ramt af uroligheder og protester mod en omstridt pensionsreform.
Torsdag deltog tæt på 1,1 million mennesker i demonstrationer i flere franske byer.
Ifølge Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, er 123 politifolk blevet såret under voldelige gadekampe, mens 80 personer er blevet anholdt.