Uroligheder udskyder besøg

Frankrig har været ramt af protester mod en omstridt pensionsreform. Det aflyser nu kong Charles' statsbesøg

Udgivet Opdateret

Kong Charles' besøg i Frankrig bliver udskudt. Det sker, fordi landet i en periode har været præget af spændinger omkring en omstridt pensionsreform.

Det oplyser det franske præsidentkontor.

Beslutningen blev taget efter en telefonsamtale mellem Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og kong Charles.

- I lyset af gårsdagens meddelelse om endnu en dag med nationale protester mod pensionsreformen på tirsdag, vil kong Charles' besøg, der oprindeligt var planlagt til den 26.-29. marts, blive udskudt, siger præsidentkontoret i en meddelelse.

Tæt på 1,1 million demonstrerede

Der vil hurtigst muligt blive fundet et nyt tidspunkt for statsbesøget ifølge AFP.

Den britiske regent skulle have besøgt Paris på søndag sammen med sin hustru, dronning Camilla.

Frankrig har i mange dage været ramt af uroligheder og protester mod en omstridt pensionsreform.

Torsdag deltog tæt på 1,1 million mennesker i demonstrationer i flere franske byer.

Ifølge Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, er 123 politifolk blevet såret under voldelige gadekampe, mens 80 personer er blevet anholdt.

Storbritanniens kong Charles og Dronning Camilla.
Storbritanniens kong Charles og Dronning Camilla.

KONG CHARLES

Kong Charles 3. af Storbritannien (Charles Philip Arthur George; født 14. november 1948 på Buckingham Palace i London, dansk navn Karl 3.) er konge og statsoverhoved for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og 14 andre Commonwealth-lande herunder Australien, Canada, New Zealand og Jamaica.[1] Han er mest engageret i Storbritannien, hvor han normalt opholder sig, og hvor hans forfædre har regeret i mere end 1.000 år.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS