Skip to main content

Valgt til Frederik-portræt

Man er rock'n'roll, når man udvælges til at portrættere kronprinsen, som i øvrigt også er fan af ens musik. Musiker og kunstner Kasper Eistrup fylder 50 år

En uddannelse til tømrer kan føre til det vildeste.

Såsom en glorværdig karriere som rockmusiker og royal kunstmaler.

Sangskriver, musiker, sanger og billedkunster Kasper Eistrup fylder 24. januar 50 år.

Han lagde ud med tommestok og hammer. Men han droppede begge og endte med succesfuldt at svinge rockguitar og til sidst malerpensel, da hans liv for alvor kom i lod og vater.

Udvalgt til Frederik-portræt

I hans nuværende inkarnation som billedkunstner på fuldtid blev han for et par år siden udvalgt til at portrættere kronprins Frederik.

En opgave, som han var meget beæret over, men også bevidst om fælderne i.

- Det at male en kronprins er jo forbundet med en masse tanker. Alle skal kunne se, at det er ham. Men de skal også kunne se, at det er mig, der er afsenderen, sagde han i et interview med Ritzau.

Maleriet af en nonchalant henslængt kronprins med en martini-cocktail blev offentliggjort i 2018. Og det svækkede absolut ikke Eistrups pund som billedkunstner.

En rockgud

Men først var der alle årene med Kashmir, som gjorde Kasper Eistrup til en af de nye unge rockguder.

Bandet opstod på en efterskole, hvor han mødte to af sine senere tre bandkolleger. I 1991 dannede de Kashmir. Deres debutalbum, "Travelogue", udkom tre år senere til en overvældende modtagelse.

Allerede fra barnsben var Kasper Eistrup vild med både rock og selvproducerede tegneserier.

Så den visuelle side af Kashmirs værk med covers og andet artwork blev for ham fra starten en lige så stor del af hans og bandets udtryk som musikken.

Men det kørte med musikken, som åd al fokus i en årrække.

Syv albummer

Kashmir serverede hits som "Mom in Love, Daddy in Space" og "Rocket Brothers" og fik over årene - inklusive kronprinsen - et stort og trofast publikum, som elskede bandets højtidelige tekster og lidt sorgfulde klang.

Syv albummer blev det til og masser af priser. Undervejs var Eistrups fortsatte kærlighed til tegninger, litografi og kobberstik med til at bevare hans energi til at spille musik.

Men til sidst vandt billedkunsten. Kashmir gik i 2014 i selvvalgt dvale for at gøre plads til individuelle musikalske og kunstneriske soloprojekter.

Kashmir med Kasper Eistrup i front spillede efter en mangeårig pause en stribe koncerter sidste år for deres trofaste fans. Her er han på Tinderbox i Odense 24. juni. Kasper Eistrup fylder 24. januar 50 år. (Arkivfoto)
Kashmir med Kasper Eistrup i front spillede efter en mangeårig pause en stribe koncerter sidste år for deres trofaste fans. Her er han på Tinderbox i Odense 24. juni. Kasper Eistrup fylder 24. januar 50 år. (Arkivfoto)Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Kort genopvågning

Sidste år havde de dog en kort genopvågning med en håndfuld store koncerter, som længe var blevet udskudt af corona.

Men efter det vendte Eistrup tilbage til penslen og sin magiske realisme, som spænder fra oliemalerier, akvarel og kobberstik til fotografi og meget andet.

Uden for mediernes søgelys

Han er kendt for at holde sig uden for mediernes søgelys. Han har gennem årene dannet par med blandt andre radiovært Sara Bro og skuespiller Laura Drasbæk.

Han har en datter fra et tidligere forhold samt to sønner med sin nuværende kæreste, Marianne Mosbæk.

Del din kommentar