Var på vej i seng: Så opdagede han gevinsten
En familie fra Esbjerg hentede champagnen frem, da de opdagede milliongevinst. Familien var egentlig på vej i seng.
Nogle gange havner man bare i en situation, hvor hverdag skal afløses af fest. Sådan skete det lørdag aften for en mand, der er i tresserne, bosat i Esbjerg Kommune. Han var på vej i seng ved 23.30-tiden, men ville alligevel lige se, hvordan aftenens lottotrækning var gået.
Manden, som gerne vil være anonym, fortæller i en pressemeddelelse fra Danske Spil, at han tog mobilen frem og kiggede på sin spilkonto, da han i høj grad pludselig blev vækket. Der var nemlig mange nuller bag et ettal.
– Jeg er vant til, at man får en sms om søndagen, hvis man har vundet noget på sit Plus- abonnement. Du ved, små beløb som 50-200 kroner, som jeg har vundet en gang imellem i løbet af de 30 år, jeg har spillet med. Jeg ved ikke, hvad der egentlig fik mig til at tjekke spilkontoen, men jeg troede ikke mine egne øjne og måtte logge ind på min ipad, der har en lidt større skærm, fortæller manden.
Så var der champagne
Derefter gik han ind i køkkenet til sin hustru og sine to store børn, som tilfældigvis var hjemme på besøg.
– Jeg kom vist ind med et meget specielt ansigtsudtryk og sagde: Jeg tror, jeg har vundet en million, siger han til Danske Spil. Manden havde nemlig vundet på den såkaldte millionærgaranti, hvor der udtrækkes gevinster til tilfældige spillere – selv om de ikke har vundet.
Straks så hele familien med på iPad’en, og så blev der ellers hentet champagne og lavet drinks til langt ud på natten.
– Vi fik lige forlænget familiehyggen med tre-fire timer. Det var altså sjovt, siger manden.
Den heldige vinder siger selv, at det endnu ikke er gået helt op for ham, at han er blevet millionær på et splitsekund.
– Og de står jo på kontoen. Det har jeg tjekket op til flere gange siden lørdag. Så det må jo være rigtigt, lyder det.
Masser af gaver
Den nybagte millionær har allerede overført det beløb, som man skattefrit må overføre til sine børn, og han fortæller, at børnebørnene også skal have noget af gevinsten. Udover nogle reparationer på huset, har han ikke de store materielle ønsker.
– Jeg synes faktisk, at det bedste af det hele er, at jeg kan dele ud af pengene ud til dem, jeg holder af. Derudover jeg givet mine børn den opgave at finde et sted, hvor vi alle sammen kan tage hen på en familieweekend. De finder stedet, jeg betaler, lyder det fra den lykkelige millionær, og han fortsætter:
– Vi støtter i forvejen Kræftens Bekæmpelse og Dyrenes Beskyttelse, så der kunne jeg forestille mig, at vi skalerer lidt op. Min kone og jeg skal selvfølgelig også ud at rejse sammen, når det igen kan lade sig gøre. Men ellers er det bare rart at vide, at jeg trygt kan gå på pension uden at skulle spekulere på økonomien. Livet er bare herligt, synes jeg.