Vender tilbage til Danmark

Pilou Asbæk har fået hovedrollen i en ny dansk film

Udgivet Opdateret

Op mod og efter Danmarks befrielse kom hundredtusindvis af tyske flygtninge til landet.

Inspireret af virkelige begivenheder er det afsættet i den kommende danske film "Befrielsen", som har et stjernespækket cast på rollelisten.

Den danske Hollywood-stjerne Pilou Asbæk vender tilbage på sit modersmål i sin første hovedrolle på dansk film siden Tobias Lindholms "Krigen" fra 2015 efter at have været forbi internationale brag som "Game of Thrones" og "Ben-Hur".

Det annoncerer Nordisk Film Production i en pressemeddelelse.

Filmes ved højskole

"Befrielsen" filmes omkring Ryslinge Højskole på Fyn, hvor der i virkelighedens verdens blev oprettet en interneringslejr for tyske flygtninge i 1945.

I filmen er det rammen for fortællingen om en forstanderfamilie, som bliver beordret til at huse 500 tyske flygtninge.

Pilou Asbæk har scoret en hovedrolle i ny dansk film.
Pilou Asbæk har scoret en hovedrolle i ny dansk film.

Stort dilemma

Forstanderen Jacob, som spilles af Pilou Asbæk, og hans hustru, i skikkelse af Katrine Greis-Rosenthal, kommer i et stort dilemma.

Skal familien gå imod folkestemningen og hjælpe de mange flygtninge eller afstå og være tydelige i deres modstand til tyskerne?

Hjælper forstanderparret de tyske flygtninge, risikerer familien at miste alt. Men afstår de, risikerer mange af de tyske flygtninge at dø.

Oscar-vindende instruktør

Bag "Befrielsen" står Anders Walter, der modtog en Oscar-statuette i 2014 for kortfilmen "Helium".

Med på rollelisten er også rutinerede navne som Ulrich Thomsen, Jens Jørn Spottag og Morten Hee Andersen.

Filmen har forventet biografpremiere 23. september 2023.

BLÅ BOG: PILOU ASBÆK

Navn: Johan Philip Asbæk

Kendt som: Pilou Asbæk

Alder: 40 år

Fødselsdato: 2. marts 1982

Fødested: København

Ægtefælle: Anna Bro (forlovet i 2010)

Beskæftigelse: TV-skuespiller

Uddannelsessted: Den Danske Scenekunstskole (Herlufsholm)

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS