Venner-stjerner afslører genforening i særligt afsnit
Efter rygter bekræftes det, at de seks venner samles i et nyt afsnit af serien "Venner" til maj.
De populære skuespillere fra den ikoniske komedieserie “Venner” bliver samlet i en særudgave, over 15 år efter at sidste afsnit af serien blev sendt.
Det bekræfter mediekoncernen WarnerMedia fredag.
Artiklen fortsætter under videoen
Genforeningen af skuespillerne Matt Le Blanc, Courteney Cox, Matthew Perry, Jennifer Aniston, Lisa Kudrow og David Schwimmer sker i forbindelse med lanceringen af koncernens nye streamingtjeneste, HBO Max.
Matthew Perry, der spillede Chandler i serien, har desuden delt et billede med castet fra 1990’erne på Instagram, hvor han skriver:
– Nu sker det…
Efterfølgende har resten af gruppen slået det samme opslag op på det sociale medie.
Afsløringer af “Venner”-genforeningen sker efter længere tids rygter.
Jennifer Aniston antydede sidste år over for tv-værten Ellen DeGeneres, at der muligvis var et “Venner”-projekt i gang.
– Vi ville elske, at der igen skulle være noget, men vi ved ikke, hvad det bliver til endnu. Så vi prøver bare. Vi arbejder på noget, sagde Aniston.
Rygterne blev intensiveret, da Aniston offentliggjorde et foto på Instagram af de seks venner.
Billedet slog rekord, da Aniston var ny på Instagram, og det udløste over en million følgere på blot fem timer og 16 minutter og sikrede hende en plads i Guinness World Records.
Særudgaven, der endnu ikke har en titel, vil give plads til at skuespillerne også har en finger med i produktionen.
Afsnittet vil blive instrueret af Ben Winston, og det bliver tilgængeligt på den nye streamingstjeneste, når den går i luften til maj.
De øvrige ti sæsoner af tv-serien vil desuden kunne ses på samme tjeneste.
WarnerMedia er verdens største mediekoncern og ejer blandt andre Warner Bros og HBO.
“Venner” blev sendt fra 1994 til 2004.