Venstre-profil blev dansk rekordminister
Bertel Haarder nåede gennem tre et halvt årti at bestride mange ministerier. Han er både kendt for sine sange og for et interview, der endte i Cirkusrevyen.
Det er snart 45 år siden, at Bertel Haarder for første gang blev valgt til Folketinget. Og det er nok de færreste danskere, der ikke har hørt om Venstre-nestoren, som lørdag 7. september fylder 75 år.
6. oktober 2016 rundede han dag nummer 7853 som minister, og han blev dermed den danske minister, der har siddet i længst tid siden systemskiftet i 1901.
– Men tænk på Fidel Castro, Robert Mugabe og den franske Solkonge. Jeg er jo en ubetydelig grønskolling i det selskab, sagde Bertel Haarder ved den lejlighed.
Knap to måneder senere måtte han forlade posten som kultur- og kirkeminister, da Venstre indlemmede Liberal Alliance og De Konservative i regeringen.
En lang karriere
På det tidspunkt var han ved at blive kørt i stilling til jobbet som generalkonsul i Flensborg, men efter lokal modstand mod at afsætte den siddende konsul takkede han selv nej.
Tilbage i 1982 blev forstandersønnen fra Sønderjylland minister for første gang – og det i lang tid.
Bertel Haarder, der er kandidat i statskundskab med speciale i Grundtvigs frihedssyn, var som undervisningsminister fra 1982 til 1993 en torn i øjet på venstrefløjen, blandt andet fordi han ville ændre folkeskolen.
I 1994 blev han valgt til Europa-Parlamentet, hvor han sad frem til 2001.
Kom i Cirkusrevyen
Da Venstre samme år genvandt regeringsmagten, hentede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ham tilbage, denne gang som integrations- og Europaminister.
Senere blev han blandt andet undervisningsminister igen.
Bertel Haarder er ikke den konfliktsky type, hvilket tv-seere fik et indblik i, da DR i december 2010 valgte at offentliggøre tv-optagelser med fraklip, hvor han skændtes voldsomt med en journalist fra TV-Avisen.
Artiklen fortsætter under videoen.
Seancen blev året efter til en sketch i Cirkusrevyen, hvor Ulf Pilgaard parodierede politikeren.
Det tog Bertel Haarder i stiv arm, og ved revyens midtvejsfest dukkede han op som hemmelig gæst.
Venstre-politikeren er ikke bange for at stå på scenen, og han er kendt for sine mange selskabssange. Sidste år udkom samlingen “Bertels bedste – Sange og fortællinger fra Borgen”.