Ventede i otte stive timer
Kristoffers ‘X Factor’-debut fik et nervepirrende forløb
En ulidelig lang kø til audition havde nær taget pippet fra Kristoffer Lundholm.
Det afslører ‘X Factor’-deltageren til kendte.dk efter premieren søndag aften på TV 2.
– Det var vanvittigt nervepirrende. Jeg havde ventet i otte timer, og var den sidste i rækken, der skulle optræde foran dommerne. Det gjorde, at oplevelsen blev meget intenst, forsikrer den 26-årige skolepædagog fra Aalborg, der optrådte med nummeret ’Lost’ af Frank Ocean.
Tre gange ja
Men trods den lange ventetid endte hans optræden med at gå så forrygende, at dommertrioen kvitterede med tre gange ja.
Især Simon Kvamm blev blæst bagover af begejstring.
– Var det ikke optur? Jeg kan næste ikke være i stolen, sagde ’Hugorm’-forsangeren fascineret, som et svar på lidt kritiske røster fra meddommerne.
Lejrskole-rytme
Blachman havde nemlig drillet ved at kalde Kristoffers guitarspil for noget, der mindede om ´lejrskole-rytmer´.
Det faktum rokkede dog ikke ved Kristoffers tro på egne evner.
– Lidt for simple rytmer. Det havde han jo ret i, men jeg ville ikke vise alt, hvad jeg kunne med det samme. Der kommer mere fingerspil, og jeg kommer til at vise mere af mit stemmeregister, lover Kristoffer oven på den positive oplevelse.
Endelig sluppet ud
– Jeg har holdt på hemmeligheden, at jeg er gået videre siden efteråret. Så nu er det endelig sluppet ud, fortsætter han, hvis musikalske udfoldelser begyndte i 6. klasse, hvor han var den eneste dreng i pigekoret.
– I Tornby (Nordjylland, red.), hvor jeg kommer fra, gik folk mest op i biler og den slags, mens jeg hellere ville sidde på værelset og synge og spille, forklarer han, der til daglig spiller i en trio sammen med sin storebror.