Venus Williams knust efter dødsulykke

Venus Williams er sønderknust efter trafikulykke, der kostede mand livet. Hun sender tanker til de efterladte.

Venus Williams er sønderknust efter trafikulykke, der kostede mand livet. Foto: Benoit Tessier/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Tennisstjernen Venus Williams indleder mandag Wimbledon dybt berørt af en tragisk ulykke.

For tre uger siden var amerikaneren involveret i en trafikulykke, der kvæstede den 78-årige Jerome Barson. To uger senere døde han.

– Jeg er sønderknust over ulykken.

– Jeg sender dybfølte kondolencer til Jerome Barsons familie og venner, og jeg fortsætter med at have dem i mine tanker og bønner, skriver Venus Williams på Facebook.

Det er første gang, at amerikaneren offentligt ytrer sig om sagen.

Politiet: Venus var skyld i ulykken

Den 37-årige tennisspiller var ifølge en politirapport fra Palm Beach Gardens i Florida skyld i trafikulykken 9. juni.

Vidner har fortalt politiet, at Venus Williams kørte over for rødt med cirka otte kilometer i timen, da en bil med et ældre ægtepar kørte ind i siden på hende.

Venus Williams har selv forklaret, at hun kørte ind i krydset, da der var grønt lys, men at hun blev tvunget til at standse midtvejs på grund af trafikken foran hende.

Politiet efterforsker stadig ulykken, og Venus Williams er hverken sigtet eller tiltalt i sagen.

Familien til afdøde Jerome Barson har gennem en advokat udtalt, at den agter at sagsøge tennisspilleren.

Venus Williams, der har vundet Wimbledon i 2000, 2001, 2005, 2007 og 2008, møder mandag i første runde Elise Mertens fra Belgien.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS